Et heeeeeeelt nyyyyyyyt liiiiiiiiv…

Alt i vores familie er ret anderledes end for få måneder siden. Før jul og nytår var jeg hjemmepassende, hjemmearbejdende mor, Kristian arbejdede rigtig meget, og institutioner var for mig noget meget skræmmende. Det var det til dels pga. det, der bliver skrevet i medierne, og til dels fordi vores egen oplevelse med en “normal” institution ikke rigtig var så positiv. Da vi sagde farvel til børnehaven i sommer, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville kunne finde et sted, der gav ro i maven. Og der var også skepsis rundt omkring mig, men helt tilfældigt faldt jeg over et sted lige nede ad vejen; som i øvrigt har ligget der i 70 år! Det skulle vise sig at min frygt heldigvis ikke var berettiget.

I mellemtiden har jeg selv gået og forsøgt at forberede mig mentalt på studiestart efter 1,5 års pause. Jeg gik fra i sommeren 2016 efter at have læst tre semestre, og jeg har ikke åbnet en bog i hele perioden, jeg har været væk. Derfor var jeg naturligvis ret nervøs for, om jeg overhovedet kunne finde tilbage til studielivet. Jeg har forberedt mig ved at træne min koncentrationsevne, som jeg synes har været ret svækket. Fx ved at eliminere så mange forstyrrelser, når jeg fokuserer på noget, ved at tegne en masse og øve mig i at lytte koncentreret til fx en lydbog. Det gav ikke rigtig mening at begynde at læse fagbøger, for jeg vidste ærligt talt ikke, hvor jeg skulle starte. Så jeg satsede på, at det hele på magisk vis ville vise sig at være gemt i et hemmeligt depot i min hjerne. Og indtil videre, hvor der er gået en lille uge på det nye semester, er jeg faktisk positivt overrasket. Selvom jeg har oplevet ekstremt meget det sidste år, været igennem alskens sygdom og udviklet mig en del, så føles det også lidt som om, jeg ikke har været væk. Og så er jeg bare blevet endnu mere bekræftet i, at jeg vil det her studie og det her fag 100000%. Nedtællingen til jeg kan kalde mig fysioterapeut er begyndt….4 dage down, 2 år to go!

Den dejlige studiestart er blandt andet blevet mulig, fordi Kristian har valgt at benytte de barselsdagpenge, vi har tilbage, og det er heldigvis en del. Så Frida, som nu er 14 måneder, har de skønneste dage med dejlig kvalitetstid med sin far, og det kunne jeg ikke være mere glad for. Samtidig giver det en meget stressfri hverdag, da vi ikke skal skynde os i forhold til at aflevere og hente Louis i børnehaven; han kan få en fridag når han har brug for det, og hans dage er ikke for lange. Til gengæld får han SÅ meget ud af at være i børnehave nu. Det er en helt anden oplevelse med et barn på snart 4 år, og jeg kan mærke hvordan han bare er sprunget ind i at udforske relationer fra første dag. Det har naturligvis også taget en del kræfter, men så længe han bare er hygge-træt om eftermiddagen, så er det til at overskue. Og så er vi rendt ind i et sted med de mest kærlige og anerkendende voksne, som ikke mindst også kan rumme mine følelser, som godt kan sidde udenpå kroppen til tider. Det lyder helt skørt, men jeg kniber nærmest mig selv i armen hver morgen, når jeg går derfra, for jeg havde simpelthen fået ind i mit hoved, at alle børnehaver var det rene ragnarok. Det hjælper bestemt på roen i maven over at være til forelæsning, og det hjælper også på fokus.

Få uger før børnehavestart faldt der som bekendt nogle produkter ned fra himlen, eller det vil sige at der var et lille, fint firma, der havde fundet min blog. Jeg går jo ret meget op i at minimere al vores forbrug til kun det yderst nødvendige; for at spare penge, have så lidt ting der fylder i hjemmet og for at passe på miljøet. Derfor køber jeg fx stort set kun brugt tøj til børnene, og jeg bruger meget lidt penge på det. Den eneste ulempe, jeg har oplevet ved det er, at jeg faktisk godt kan være lidt dårlig til at passe på de ting, for jeg har jo ikke rigtig givet så meget for det. Samtidig har jeg ikke det store forhold til de materielle ting, hvilket kan gøre det svært at holde helt styr på, hvad der er Louis’ nede i børnehaven. Jeg haft mange gode intentioner om at sy navnemærker i, og jeg har også fået skrevet navn i en del, men de her klistermærker med navn er virkelig smarte må jeg sige. Nu har jeg fx købt nogle ret lækre sko til begge børn, og jeg ville meget nødig at de blev væk, ligesom vi også har måtte finde nogle ordentlige vintervanter til Louis, og de er bare lidt dyre og forsvinder let. Desuden så elsker Louis klistermærker, og han syntes det var sjovt selv at vælge, hvilket motiv der skulle på hans. Her kommer lige lidt billeder:

Det må alligevel være noget pænt vild lim, der både kan sidde på stof og hårde overflader, kan tåle vaskemaskine og opvask.

Kan man leve uden? Jep, uden tvivl! Men jeg synes de er en god investering til at minde mig om, at vi passer på vores ting <3

Navnemærkerne kan købes hos ByHappyMe, som også sælger andre produkter med navn på. Jeg fik en hagesmæk med til Frida og en til min venindes datter, for jeg synes det er en sød gaveidé. Dog er Frida hagesmæknægter, ligesom hun også nægter strømper, huer og vanter, så selvom hagesmækken faktisk er ret blød og formbar, så er det kun lige til at stå model på billeder, jeg kan lokke hende i den. Det giver lidt mere vasketøj, skal jeg hilse og sige! Men generelt er de der smække med en lille skål under ret smarte, når man kører BLW, for de samler alligevel en del op.

 

Midt i skrivningen af dette indlæg var jeg inde og træne hos min kollega i Energii, efter jeg havde afleveret Spiderman i børnehaven. Jeg har ikke haft så meget tid til træning, så jeg ville gerne prioritere det, men jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig. Det her indlæg blev ikke rigtig helt som jeg havde i tankerne. Jeg går ofte nogle dage med sætninger og afsnit i hovedet, inden jeg får det skrevet ned. Og nogle gange glider det så bare ikke rigtigt, når jeg går igang. Men jeg tror jeg fik tænkt mig frem til hvorfor, imens jeg stod og svedte i salen. Det var ikke sådan rigtigt “mig”, og måske ikke helt ærligt nok. Jeg forsøger altid at give et nuanceret billede af vores liv, og jeg synes det er vigtigt at være med til at pille det perfekte mor-billede ned. Så måske kom den første del her til at virke som om, at alt bare er lyserødt nu, at jeg er 100% afklaret med mine valg osv. Så jeg tænker der lige kommer en sammenfatning af nogle af de tanker, jeg OGSÅ har haft og stadig har her i omstillingsfasen….

Ang amning:

Det er befriende for mig at kunne være væk fra Frida i mere end 1-2 timer. Men jeg har hele tiden haft meget stærke følelser omkring amningen, og jeg ønsker at amme til hun helt selv siger fra. Det er et dilemma, for hvordan ved jeg at hun selv siger fra, når jeg skaber adskillelsen? Jeg tilbyder hende og følger hende 100%, når vi er sammen, men jeg har også oplevet lidt tendens til ammestrejke, måske som reaktion på, at jeg er væk længere tid. Og lige så meget som jeg ønsker at give hende alt det mor, hun har brug for, så er det pisse hårdt, at hun pt kun kan sove ovenpå mig om natten, helst med brystet i munden konstant. Og jeg tænker på hende næsten hele tiden, når jeg er i skole; jeg ved hun har det godt, men det er stadig mærkeligt at være væk hjemmefra.

Ang institutionsliv vs. hjemmepasning

Det har virkelig været svært for mig at beslutte noget. Især fordi mine tanker omkring børnehaven var dårlige, inden vi fandt vores børnehave. Men det er også underligt at gå fra at opleve alt sammen med Louis, til at han er sammen med andre mennesker fra 9-14.30 hver dag. Han fortæller meget, og de voksne kan jo også fortælle hvad han har lavet, men det er ikke det samme. Jeg går glip af meget, og jeg deler ikke hans ‘prime time’ med ham. Jeg har flere gange overvejet, om jeg skulle droppe ud af studiet og gå all in på hjemmepasning. Mit netværk var blevet udvidet, jeg kender nogle mega seje mødre, der netop har startet en forening, hvor tanken er hjemmepasning frem til skolestart, og nogen endda også hjemmeskoling. Men hvis jeg virkelig mærker efter, så tror jeg at det mere har været ønsket om at ØNSKE at hjemmepasse, der har fyldt. Og det har været dét at adskillelsen i sig selv har været svær for mig, der har gjort mig i tvivl. Jeg mener ikke, man skal hjemmepasse, fordi man ikke kan holde ud at være væk fra sine børn, men derimod fordi man ønsker at tilbringe alt eller det meste tid med dem. Det sidste halve år vil jeg aldrig fortryde. Det har været SÅ godt givet ud, de fleste dage har været røvhårde, men jeg ville aldrig bytte det væk. Louis og Frida har knyttet sig tæt til hinanden, jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Men jeg har også været syg, udbrændt, frustreret, følt mig stagneret og trængt op i en krog til tider. Der er lidt mere luft nu, og selvom det stadig er svært, så føles det rigtigt. På et eller andet tidspunkt vil børnene jo ikke længere tilbringe alle timer med deres forældre, og selvom jeg mener at mange i vores samfund alt for tidligt når til det punkt, så tror jeg, at jeg ville have det lige så svært ved skolestart, efterskolestart, når de flytter hjemmefra osv. Men jeg ser min søn på snart 4 år turde kaste sig ud i verden, få nye venner og opleve en masse fede ting med en tryghed og viden om, hvor han hører til, og det tror jeg på at vi har givet ham.

Ang. far på barsel

Da Kristian arbejdede havde jeg tit svært ved, hvis han lige skulle noget udover jobbet. Nu var han også på et teater med ret lange prøvetider og mange forestillinger, men når jeg ser tilbage, så var jeg måske lige striks nok, hvis han kom hjem 7 minutter senere end forventet. I bund og grund fordi, jeg syntes det var hårdt at være alene. Jeg oplevede tit, at han næsten følte at han skulle spørge om “lov”, hvis han så ville lave noget på en fridag. Og selvom jeg altid sagde ja, så syntes jeg det var røv og nøgler, når det kom til stykket, og det kunne jo godt resultere i, at ingen rigtig havde det godt. Nu er der kun gået en uge, hvor Kristian sådan ‘rigtigt’ har været på barsel, for han har været hjemme i januar sammen med os. Men nu er han “DEN” der er hjemme, den der er mest sammen med børnene alene. Og jeg kan jo godt mærke, at det altså ikke er altid er muligt at styrte hjem i samme sekund, det er planlagt. Nogle gange skal man lige snakke med en, nogle gange trækker det ud, og der er også ting udover studiet, jeg har lyst til. Der har jeg så bare en mand, der er verdens mest tålmodige menneske, og som ikke brokker sig, når jeg lige kommer en halv time senere hjem. Cirka den sejeste far jeg kender, og man kan allerede se, hvor meget det betyder for tilknytningen mellem ham og Frida, ligesom det også gjorde, da han passede Louis hjemme fra han var 9-14 måneder. Imorges vågnede Frida som altid i min armhule, men straks hun åbnede øjnene, kravlede hun over for at give ham et morgenkys. Det virkede faktisk som om, hun lige skulle tjekke, at han også var der. Jeg ved, at det er sundt for mig at mærke, at hjemmet stadig står og børnene har det godt, selvom jeg er væk. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke ikke synes det er svært og har dårlig samvittighed, hvis jeg er væk en hel dag. Jeg er bare glad for, at jeg tog det første skridt i sidste uge og mødte op til semesterstart!

Slut på den lange beretning på den flotte, lyse Fastelavnsfredag :)

Om at være mor sammen med en far

Vi havde fået tilbudt et såkaldt graviditetsbesøg af sundhedsplejersken. Vores rigtig søde sundhedsplejerske fra sidst har desværre fået nyt job, så vi skulle prøve en ny, og jeg havde lidt forbehold, da de kære sundhedsplejersker til tider kan være noget udskældt i nogle af de Facebook-grupper for mødre, jeg er i. Der er mange mærkelige og sjove historier om rådgivning, der lyder helt hen i vejret, og nogle gange lyder det lidt som om, de følger Sundhedsstyrelsen som vinden blæser. Nå, men vores nye sundhedsplejerske havde et ret stort problem: en hjerne som en hullet si. Hun var her i lidt mere end en time, og flere gange spurgte hun om noget, vi havde udbredt os om i flere minutter. Fx startede Kristian med at fortælle, at han har mulighed for at gå på forældreorlov i en måned fra lige om lidt, og hun spurgte ham senere: “nå, skal du så have noget barsel denne gang?”.

Sådan blev det lidt ved, og vi talte om bagefter, at vi måske var lidt for høflige til at nævne, at vi jo faktisk lige havde snakket om det. Ikke nogen stor succes, men der var alligevel et par gode ting ved besøget. Det skulle som nævnt have været et graviditetsbesøg, hvilket det også var, da jeg stadig er gravid med lillesøster, men vi havde så kombineret det med et 2,5-års besøg for Louis. Han sov en uventet lang middagslur, så hun nåede knap nok at se ham, men vi fik halvanden times gratis parterapi. Ikke at hun på nogen måde fungerede som terapeut, men hun stillede de rigtige spørgsmål, som fik tankerne og ordene sat lidt igang. Vi fik vendt hvordan vi håndterede at blive forældre første gang, hvordan vi er forældre på hver vores måde, hvad vores forventninger og tanker omkring det næste barn er og lidt om livet med en på 2,5. Det endte faktisk med at være den vordende far, der fik sagt rigtig meget, og jeg har efterfølgende tænkt på hvor vigtigt – og til tider overset- det er, at han også bliver spurgt, hvordan han har det med det hele. Som bekendt kan de mange jordemoder- og lægebesøg under en graviditet komme til at handle rigtig meget om den gravide kvinde, hvad enten manden bliver slæbt med eller ej. Min graviditet har været enormt præget af psykiske udfordringer de første måneder, og det er bare blevet mere og mere til snak om, hvordan JEG har det. Om JEG nu passer på mig selv, om JEG nu husker at nyde at være gravid osv osv. Men hvad med far? Der er mere og mere fokus på mænd, der får den berømte efterfødselsreaktion, og det er da ikke så underligt, hvis de ikke har nogen steder at gå hen med deres bekymringer. De skal jo bare være “den stærke” og støtte mor i graviditet, fødsel, amning osv. Så er der måske nogen der klarer følelserne ved at gå i hands-on mode og starte en masse baby-relaterede byggeprojekter/aktieinvesteringer eller andet mandigt. Men det er jo ret stereotypt at tro, at mænd ikke også bliver fyldt med alle mulige følelser, de ikke vidste de havde, når de bliver fædre.

Samtalen blev vendt meget hen på, hvordan Kristian havde det de første måneder med Louis – og ligesom jeg var han naturligvis også meget bekymret for, om vi nu gjorde det hele rigtigt. Jeg tør godt påstå, at mange af hans bekymringer har været mere rationelle end mine, men der er ingen tvivl om, at han var på stikkerne og hyperopmærksom på alt hele tiden. En af de forhåbninger, han blandt andet nævnte i forhold til barn nummer to var netop det med at kunne være lidt mere afslappet i starten. For som han så klogt sagde, hvis baby er sund og rask og amningen fungerer, så kan man jo virkelig læne sig tilbage og nyde den første tid, hvor de små pus sover det meste af døgnet væk. Selvfølgelig tager Louis ikke på ferie, når lillesøster kommer, men vi håber at kunne holde en vis form for rutine i hverdagen for ham, da vi forestiller os at det er vigtigt med nogle trygge og kendte holdepunkter under så stor en omvæltning. Det var bare helt vildt rart, at det for en gangs skyld var Kristian, der havde lyst til og mulighed for at tale om at være forælder.

Et af de idylliske øjeblikke fra de første timer.

Lige for tiden har jeg virkelig svært ved at overlade Louis til andre, og faktisk især hans far. Louis og jeg har været en del alene hjemme, og der kommer så hurtigt rutiner og måder at håndtere eller afværge konflikter på, som Kristian er lidt udenfor. Udover den normale indbyggede løvemor i mig, så er der nok også bare et levn fra min egen barndom, hvor det ikke har været naturligt at min far tog del i så meget. Måske en smule de første år, men det er ikke noget, jeg husker. Det er virkelig begyndt at gå op for mig, at jeg kan komme til at degradere farmand lidt til sådan en der tager barnet, når jeg beder om hjælp, i stedet for at det er et naturligt fælles arbejde. Måske er jeg ekstra beskyttende over for Louis lige nu, fordi jeg ved, at jeg lige om lidt ikke længere kun er hans mor. Inderst inde har jeg nok lidt en frygt for det nye, der skal ske, og jeg har bare lyst til at være tæt på ham hele tiden for virkelig at få det sidste af tosomheden med. Det kommer hurtigt til udtryk ved, at jeg automatisk overtager al styringen, når min søde mand endelig er hjemme og selvfølgelig gerne både vil bidrage og hjælpe men ikke mindst bare gerne vil være sammen med sin søn! Idag tog de en tur på biblioteket, og jeg skulle ikke noget og trængte faktisk til at slappe lidt af. Men jeg bemærkede alligevel, hvor svært jeg havde ved at blive hjemme. Jeg kunne ikke lade være med at lave madpakke, sirligt pakke en taske med skiftetøj og instruere i, hvornår madpakken skulle spises. Heldigvis bliver der båret lidt over med mig i øjeblikket pga de mange plus-kilo og hormoner, men jeg kan alligevel godt se det lidt skøre i det. For det første: Kristian skulle jo nok finde ud af at tage en tur på biblioteket med sin søn. Hvad så hvis han ikke tog madpakke med? Så kunne han måske købe en bolle, hvis barnet var lige ved at dø af sult. Og hvis han glemte skiftetøj? Så glemmer han det ikke næste gang, eller også var han ekstra opmærksom på at få Louis på toilettet. Jeg har aldrig oplevet, at han ikke kunne finde ud af det, og hvordan i alverden skal de kære mænd også lære noget, hvis mor ordner alt inden de har en chance for at gøre det på deres egen måde!

Det er en udfordring for mig lige nu, at jeg er lidt opslugt af min egen måde at gøre tingene med Louis på. Jeg kan mærke, at jeg bliver meget berørt, hvis andre siger eller gør noget, jeg ikke synes er det rigtige. Jeg skal virkelig bide tænderne sammen for ikke at bede dem holde nallerne fra mit barn, og vi snakker altså ikke fremmede mennesker her. Han har bare en alder, hvor familiemedlemmer føler en stor trang til at opdrage fordi den her alder er fyldt med sjove idéer og selvstændighed, og straks er der jo nogen, der har en mening om, hvad MAN må. Selvfølgelig skal man respektere, hvad man må i andres hjem, men jeg mener stadig at Louis er for lille til, at de voksne siger det direkte til ham i visse situationer. Ofte gør det bare en potentiel konflikt til en rigtig konflikt, og barnet bliver endnu mere gejlet op til et eller andet sjov og ballade. Min udfordring kan også godt rette sig imod Kristian, for han gør jo heller ikke alt på samme måde som mig. Heldigvis. Men igen mærker jeg bare ofte en stor trang til at ‘rette’ på hvad han gør, og det kommer der ikke noget godt ud af. Sandsynligvis er det bedre at tage den, når barnet er puttet og måske prøve at være nysgerrig på, hvorfor han lige sagde dét i dén situation. Hvem ved, måske har far svaret på lige netop dét, jeg går og er i tvivl om?

I skrivende stund ligger den store og den lille mand inde i sengen og siger, at de elsker hinanden imens de putter. No shit. Louis har lige lært at sige “jeg elsker dig”, og til oldeforældrenes store glæde blev der uddelt “jeg elsker dig, oldemor” og “jeg elsker også dig, oldefar” under middagen idag. Derefter blev kærlighedserklæringerne dog også henvendt til en standerlampe og frikadeller, men sødt var det.

Sikke en tankestrøm! Jeg har også fået en lidt for stor portion bland-selv-slik idag, så muligvis er der en smule for meget sukker i mit blod lige nu. Men min pointe var egentlig, at der er så ufatteligt mange dejlige fædre derude, som jeg håber kommer så meget på banen, som de vil og kan, for det er sgu uvurderligt at have en god far.