Vi syntes ellers, at vi havde fået noget for skattepengene…

ADVARSEL: billeder af sygt barn med meget hævet øje forekommer….

I efteråret blev jeg ramt af, hvad jeg efterhånden har accepteret var sort uheld i form af blindtarmsbetændelse og en efterfølgende lidt underlig nyrekomplikation. Det tog ret mange kræfter fra hele familien, ikke mindst logistisk pga. flere indlæggelser. Når man (jeg) står i sådan en situation, kan det være svært at se lyset forude, men med tiden kom vi jo alle ovenpå igen. Der kom dog en ordentlig omgang influenza lige efter jul, som (heldigvis) kun ramte de voksne på matriklen – til gengæld på præcis samme tid. Alle med små børn ved, at det sgu er lidt op ad bakke, når begge forældre er syge på samme tid. Heldigvis havde vi nået at planlægge en rejse til de varme lande lige efter nytår, og det gjorde altså godt med sol og varme i starten af januar. Efterfølgende studiestart for mit vedkommende, Louis’ start i en dejlig børnehave og Frida og far på barsel lagde jo grundlaget for en ret rar hverdag. Så rar, at vi dristede os til at planlægge 14 dage, hvor vi vidste, at vi ville være lidt pressede, da Kristian jo som freelance nogle gange må tage jobs, der ikke lige passer perfekt ind i vores rytme. Men vi følte os rimelig klar til, at han kunne tage til Horsens de første par uger af marts, og jeg havde indrettet med mig med min mor og mormor til at hjælpe med Frida, som jo stadig bliver passet hjemme, så jeg kunne komme i skole. Eneste udfordring: min mormor, som er 81, har det med at blive ramt af sygdom, så der måtte bare krydses fingre. Jeg havde slet ikke tænkt tanken, at vi andre kunne blive syge – måske lidt mærkeligt efter alt det, vi har været igennem.

Ikke desto mindre var børnene selvfølgelig snottede i hvad der føltes som hele februar, og Louis nåede også en slem omgang mellemørebetændelse, som dog kun gav symptomer et døgns tid, heldigvis. Frida derimod blev ved med at være snottet og mere snottet, og så fik Kristian og jeg halsbetændelse. Ja, sådan en rigtig halsbetændelse, hvor man skal have penicillin, lige weekenden op til, at han skulle afsted. Første dag, Frida skulle passes af oldemor havde hun pludselig blærer på hænder og fødder, og da min mormor ikke skal udsættes for børnesygdomme, måtte vi allerede sadle om fra starten. Det endte med at blive en omsadling, der varede hele den første uge, da hun fik mere og mere udslæt, mere feber og mere snot. To gange var jeg inde og vende på børnemodtagelsen, hver gang med mistanke om alt muligt men ingenting kunne påvises (andet end irriterende mange vira på samme tid).

Kristian kom endelig hjem fredag aften efter første uge i Horsens, og lørdag morgen vågnede Frida med kun ét funktionelt øje. Det andet var simpelthen gemt væk af en voldsom hævelse. Det kom på få timer, og jeg fik et chok og kunne næsten ikke se på hende, da jeg tændte lyset. Hun var naturligvis også ret ked af det og klynkende. “Heldigvis” havde vi været inde på børnemodtagelsen aftenen før, så vi kunne ringe udenom 1813 og komme afsted til Rigshospitalet (som vi er meget glade for at høre til, ikke mindst pga. afstanden) med det samme. Med ugens adskillelse i mente tog vi afsted hele familien, og Louis havde en fest, for der er heldigvis plads til familien og masser af legetøj på afdelingen. Vi tænkte egentlig, at hun havde øjenbetændelse, omend vi nok inderst inde godt kunne tænke os til, at det ikke lignede en normal øjenbetændelse. Og Frida blev mere og mere stille, varm og var slet ikke sig selv.

 

I løbet af ret få timer fik det hele pludselig en mere alvorlig karakter, og før vi vidste af det stod vi med vores datter på 16 måneder, der skulle i fuld narkose, da lægerne ville CT-skanne hendes hoved. Min reaktion i sådan et tilfælde er (åbenbart) at tage meget let på det hele, og i forsøget på at holde hovedet koldt og ikke gå i panik, blev jeg nok mere lidt fjollet. Kristian havde vist en del flere katastrofetanker, både pga. Frida og også fordi han vidste, at han skulle tilbage til Horsens dagen efter. I det øjeblik, jeg bar Frida ind til narkoselægerne, var jeg faktisk taknemmelig for mit eget sygdomsforløb, hvor jeg var i fuld narkose to gange. Jeg havde en ide om, hvordan det føltes, og det var rart. Men det var meget surrealistisk at sidde med hende og deres helt systematiske måde at tage hende fra mig og følge mig ud af stuen lige inden, hun blev helt slap. Derefter fulgte der nogle timer, hvor vi dalrede rundt på Rigshospitalet og ikke rigtig vidste, hvor vores datter var. Louis var guld værd i de timer, for selvom han jo godt kunne forstå, at Frida var syg, så hyggede han sig max med legetøj, film og is og begge sine forældre. Så han holdt humøret højt og gjorde ventetiden mere tålelig. Vi fik en delmelding efter 45 minutter som var, at de havde konstateret det, de frygtede: bihulebetændelse, som var kravlet ind i øjenhulen, og da det potentielt kunne skade hendes syn, havde de allerede ringet overlægen ind for at operere. Samtidig var en øjenlæge fra Glostrup kommet for at kigge med, og da der heldigvis ikke skete noget mere akut lige i de timer, klarede de både CT-skanning, øjenundersøgelse og operation i én og samme narkose. Alt i alt 3,5 time, så blev vi ringet ned til opvågningen.

Endnu en surrealistisk oplevelse at komme ned på den stille opvågningsstue, hvor vores lille bitte datter lå med overvågning og en lille, fin strøm af blod ud af næseboret. Hun sov helt fredeligt, og der var en meget rolig og mild sygeplejerske, som faktisk fik skabt en ret fin stemning. Først var Frida på en måde lidt fremmed, og det passede mig egentlig fint, at vi ikke måtte røre hende, før hun vågnede af sig selv. Jeg ved af erfaring, at hvis man vågner lidt for tidligt af narkosen, så har man det bare slet ikke godt! Første gang jeg prøvede det, vågnede jeg pludseligt og uden ordentlig smertedækning efter blindtarmsoperationen. Det var en af de mest skræmmende oplevelser, jeg har haft, og jeg var først ved mine fulde fem mange timer senere. Anden gang, 14 dage efter, vågnede jeg helt normalt og var klar i hovedet med det samme; det var dog også blot efter en mindre procedure, hvor ingen havde skåret i mig!

Da Frida endelig rørte lidt på sig, fik vi omgående lov til at tage hende op, og som en helt naturlig ting, lagde jeg hende med det samme til brystet. Det var lidt som at amme en helt nyfødt, hun var ikke rigtig vågen og havde ikke helt kræfter til at sutte, men stille og roligt skete der noget. Desværre havde hun ondt og måtte have lidt morfin; på dette tidspunkt var jeg helt ligeglad med, hvad de allerede havde proppet i min datter, og hvad der skulle proppes i hende efterfølgende, så længe hun blev rask og ikke skulle have ondt. Få dage forinden var jeg stadig på det niveau, hvor jeg nøje overvejede så meget som en panodil, men det fik hun altså fast det næste døgns tid.

Efter i alt et par timer, hvor der havde været vagtskifte i familien (Kristian havde taget Louis hjem for at putte ham, og min mor var blevet sammen med Frida og mig), fik vi lov til at gå op på vores stue igen. Frida sov og ammede, og ved 22-tiden om aftenen var hun en smule vågen og kiggede på lidt billeder, imens hun sad hos sin mormor. Men hele natten og næste formiddag var hun stadig sløv og slet ikke sig selv, og øjet var stadig lukket til. I løbet af søndag fik vi styr på diverse logistik, som simpelthen fylder så meget, når man har børn og de bliver syge. Måske fylder det så lige en tand mere, når ens mand arbejder som freelancer, hvor kontrakterne ikke lige indeholder en klausul omkring syge børn og løn. Vi diskuterede alle muligheder frem og tilbage, og fik lagt en plan som vi selv følte var den bedste under omstændighederne. Det endte med, at Louis sov én nat hos sin mormor og bedstefar, blev hentet to gange i børnehaven af sin farmor og farfar og ellers tilbragte så meget tid på hospitalet med Frida og mig som muligt. Kristian udskød køreturen til Horsens med et halvt døgn, og Frida begyndte heldigvis at komme sig ret hurtigt i løbet af mandagen. Mandag morgen vågnede hun, og hendes øje tittede forsigtigt frem igennem hævelsen. Det var virkelig et dejligt øjeblik, og der gik ikke mange timer, før hun sad ude i kantinen og underholdt personalet under maden.

Tirsdag formiddag blev Frida udskrevet; hun var sig selv igen, hævelsen var stort set væk og min chokreaktion havde lagt sig og var nok gået lidt mere i retningen af nedtrykthed over hele situationen. Det var også mærkeligt tomt at komme hjem, jeg havde jo haft sygeplejersker, læger og familien omkring mig i dagene på hospitalet, og da Kristian stadig var væk nogle dage, havde jeg ikke så meget lyst til at være alene. Jeg begyndte også igen at tænke lidt på studiet, som jeg havde været væk fra i over en uge, og i perioder blev jeg ramt af katastrofetanker omkring det. Men her nogle uger efter føler jeg mig nogenlunde med igen, og Frida virker ikke umiddelbart til at have nogle større psykiske mén af oplevelserne. Hun bliver måske lidt mere sur end normalt, når hun lige skal noget hun ikke gider (på potten, skiftet ble, børstet tænder, få tøj på osv.) men det kan meget vel være noget, der bare hører med til alderen eller udviklingsspring.

Lige nu er en ret tiltrængt påskeferie begyndt; den holdes af tre ud af fire medlemmer af husstanden. Igen er det ‘smarte’ ved freelancejobs, at de nogle gange kan lægges der, hvor den anden voksne har fri, så det går mindst muligt udover børnene. Men jeg indrømmer gerne, at det kan være lidt trægt til tider med sådan en hel uge, hvor jeg er alene med dem fra tidlig morgen til midnat. Selvom jeg ikke er alene i den forstand, at vi heldigvis har en masse dejlige familiemedlemmer, der gladeligt hjælper og besøger os, så er det stadig mig der er den primære, og hvis jeg lige har lyst til at lave noget en times tid, skal der planlægges babysitting osv. Idag var den første rigtige feriedag, og det slog mig her til eftermiddag, at jeg faktisk har nydt at være sammen med børnene og især at de har været rolige og ‘nemme’. Måske er det bare det med, at ingen af os er syge lige nu (!) og når man har været igennem alle de mere og mindre alvorlige forløb, så er det pludselig lettere at få dagen til at gå, når man er frisk og rask. Vi må se, om vi kommer igennem hele påskeferien uden sygdom, jeg har besluttet mig for at forsøge at favne de vira og baktusser, der måtte ramme os, for det gør jo ikke en mindre syg, hvis man også bliver deprimeret over det. Og vi har da efterhånden overkommet lidt af hvert….

Jeg håber, at I alle er ved at komme igennem denne umådeligt våde og bakterievenlige vinter med dertilhørende influenzaer og omgangssyger <3 Lad os håbe, at det snart går den anden vej!

Reklamer

Et heeeeeeelt nyyyyyyyt liiiiiiiiv…

Alt i vores familie er ret anderledes end for få måneder siden. Før jul og nytår var jeg hjemmepassende, hjemmearbejdende mor, Kristian arbejdede rigtig meget, og institutioner var for mig noget meget skræmmende. Det var det til dels pga. det, der bliver skrevet i medierne, og til dels fordi vores egen oplevelse med en “normal” institution ikke rigtig var så positiv. Da vi sagde farvel til børnehaven i sommer, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg nogensinde ville kunne finde et sted, der gav ro i maven. Og der var også skepsis rundt omkring mig, men helt tilfældigt faldt jeg over et sted lige nede ad vejen; som i øvrigt har ligget der i 70 år! Det skulle vise sig at min frygt heldigvis ikke var berettiget.

I mellemtiden har jeg selv gået og forsøgt at forberede mig mentalt på studiestart efter 1,5 års pause. Jeg gik fra i sommeren 2016 efter at have læst tre semestre, og jeg har ikke åbnet en bog i hele perioden, jeg har været væk. Derfor var jeg naturligvis ret nervøs for, om jeg overhovedet kunne finde tilbage til studielivet. Jeg har forberedt mig ved at træne min koncentrationsevne, som jeg synes har været ret svækket. Fx ved at eliminere så mange forstyrrelser, når jeg fokuserer på noget, ved at tegne en masse og øve mig i at lytte koncentreret til fx en lydbog. Det gav ikke rigtig mening at begynde at læse fagbøger, for jeg vidste ærligt talt ikke, hvor jeg skulle starte. Så jeg satsede på, at det hele på magisk vis ville vise sig at være gemt i et hemmeligt depot i min hjerne. Og indtil videre, hvor der er gået en lille uge på det nye semester, er jeg faktisk positivt overrasket. Selvom jeg har oplevet ekstremt meget det sidste år, været igennem alskens sygdom og udviklet mig en del, så føles det også lidt som om, jeg ikke har været væk. Og så er jeg bare blevet endnu mere bekræftet i, at jeg vil det her studie og det her fag 100000%. Nedtællingen til jeg kan kalde mig fysioterapeut er begyndt….4 dage down, 2 år to go!

Den dejlige studiestart er blandt andet blevet mulig, fordi Kristian har valgt at benytte de barselsdagpenge, vi har tilbage, og det er heldigvis en del. Så Frida, som nu er 14 måneder, har de skønneste dage med dejlig kvalitetstid med sin far, og det kunne jeg ikke være mere glad for. Samtidig giver det en meget stressfri hverdag, da vi ikke skal skynde os i forhold til at aflevere og hente Louis i børnehaven; han kan få en fridag når han har brug for det, og hans dage er ikke for lange. Til gengæld får han SÅ meget ud af at være i børnehave nu. Det er en helt anden oplevelse med et barn på snart 4 år, og jeg kan mærke hvordan han bare er sprunget ind i at udforske relationer fra første dag. Det har naturligvis også taget en del kræfter, men så længe han bare er hygge-træt om eftermiddagen, så er det til at overskue. Og så er vi rendt ind i et sted med de mest kærlige og anerkendende voksne, som ikke mindst også kan rumme mine følelser, som godt kan sidde udenpå kroppen til tider. Det lyder helt skørt, men jeg kniber nærmest mig selv i armen hver morgen, når jeg går derfra, for jeg havde simpelthen fået ind i mit hoved, at alle børnehaver var det rene ragnarok. Det hjælper bestemt på roen i maven over at være til forelæsning, og det hjælper også på fokus.

Få uger før børnehavestart faldt der som bekendt nogle produkter ned fra himlen, eller det vil sige at der var et lille, fint firma, der havde fundet min blog. Jeg går jo ret meget op i at minimere al vores forbrug til kun det yderst nødvendige; for at spare penge, have så lidt ting der fylder i hjemmet og for at passe på miljøet. Derfor køber jeg fx stort set kun brugt tøj til børnene, og jeg bruger meget lidt penge på det. Den eneste ulempe, jeg har oplevet ved det er, at jeg faktisk godt kan være lidt dårlig til at passe på de ting, for jeg har jo ikke rigtig givet så meget for det. Samtidig har jeg ikke det store forhold til de materielle ting, hvilket kan gøre det svært at holde helt styr på, hvad der er Louis’ nede i børnehaven. Jeg haft mange gode intentioner om at sy navnemærker i, og jeg har også fået skrevet navn i en del, men de her klistermærker med navn er virkelig smarte må jeg sige. Nu har jeg fx købt nogle ret lækre sko til begge børn, og jeg ville meget nødig at de blev væk, ligesom vi også har måtte finde nogle ordentlige vintervanter til Louis, og de er bare lidt dyre og forsvinder let. Desuden så elsker Louis klistermærker, og han syntes det var sjovt selv at vælge, hvilket motiv der skulle på hans. Her kommer lige lidt billeder:

Image-1.pngImage-2.pngImage-3.png

Det må alligevel være noget pænt vild lim, der både kan sidde på stof og hårde overflader, kan tåle vaskemaskine og opvask.

Kan man leve uden? Jep, uden tvivl! Men jeg synes de er en god investering til at minde mig om, at vi passer på vores ting <3

Navnemærkerne kan købes hos ByHappyMe, som også sælger andre produkter med navn på. Jeg fik en hagesmæk med til Frida og en til min venindes datter, for jeg synes det er en sød gaveidé. Dog er Frida hagesmæknægter, ligesom hun også nægter strømper, huer og vanter, så selvom hagesmækken faktisk er ret blød og formbar, så er det kun lige til at stå model på billeder, jeg kan lokke hende i den. Det giver lidt mere vasketøj, skal jeg hilse og sige! Men generelt er de der smække med en lille skål under ret smarte, når man kører BLW, for de samler alligevel en del op.

 

Midt i skrivningen af dette indlæg var jeg inde og træne hos min kollega i Energii, efter jeg havde afleveret Spiderman i børnehaven. Jeg har ikke haft så meget tid til træning, så jeg ville gerne prioritere det, men jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig. Det her indlæg blev ikke rigtig helt som jeg havde i tankerne. Jeg går ofte nogle dage med sætninger og afsnit i hovedet, inden jeg får det skrevet ned. Og nogle gange glider det så bare ikke rigtigt, når jeg går igang. Men jeg tror jeg fik tænkt mig frem til hvorfor, imens jeg stod og svedte i salen. Det var ikke sådan rigtigt “mig”, og måske ikke helt ærligt nok. Jeg forsøger altid at give et nuanceret billede af vores liv, og jeg synes det er vigtigt at være med til at pille det perfekte mor-billede ned. Så måske kom den første del her til at virke som om, at alt bare er lyserødt nu, at jeg er 100% afklaret med mine valg osv. Så jeg tænker der lige kommer en sammenfatning af nogle af de tanker, jeg OGSÅ har haft og stadig har her i omstillingsfasen….

Ang amning:

Det er befriende for mig at kunne være væk fra Frida i mere end 1-2 timer. Men jeg har hele tiden haft meget stærke følelser omkring amningen, og jeg ønsker at amme til hun helt selv siger fra. Det er et dilemma, for hvordan ved jeg at hun selv siger fra, når jeg skaber adskillelsen? Jeg tilbyder hende og følger hende 100%, når vi er sammen, men jeg har også oplevet lidt tendens til ammestrejke, måske som reaktion på, at jeg er væk længere tid. Og lige så meget som jeg ønsker at give hende alt det mor, hun har brug for, så er det pisse hårdt, at hun pt kun kan sove ovenpå mig om natten, helst med brystet i munden konstant. Og jeg tænker på hende næsten hele tiden, når jeg er i skole; jeg ved hun har det godt, men det er stadig mærkeligt at være væk hjemmefra.

Ang institutionsliv vs. hjemmepasning

Det har virkelig været svært for mig at beslutte noget. Især fordi mine tanker omkring børnehaven var dårlige, inden vi fandt vores børnehave. Men det er også underligt at gå fra at opleve alt sammen med Louis, til at han er sammen med andre mennesker fra 9-14.30 hver dag. Han fortæller meget, og de voksne kan jo også fortælle hvad han har lavet, men det er ikke det samme. Jeg går glip af meget, og jeg deler ikke hans ‘prime time’ med ham. Jeg har flere gange overvejet, om jeg skulle droppe ud af studiet og gå all in på hjemmepasning. Mit netværk var blevet udvidet, jeg kender nogle mega seje mødre, der netop har startet en forening, hvor tanken er hjemmepasning frem til skolestart, og nogen endda også hjemmeskoling. Men hvis jeg virkelig mærker efter, så tror jeg at det mere har været ønsket om at ØNSKE at hjemmepasse, der har fyldt. Og det har været dét at adskillelsen i sig selv har været svær for mig, der har gjort mig i tvivl. Jeg mener ikke, man skal hjemmepasse, fordi man ikke kan holde ud at være væk fra sine børn, men derimod fordi man ønsker at tilbringe alt eller det meste tid med dem. Det sidste halve år vil jeg aldrig fortryde. Det har været SÅ godt givet ud, de fleste dage har været røvhårde, men jeg ville aldrig bytte det væk. Louis og Frida har knyttet sig tæt til hinanden, jeg har mødt en masse dejlige mennesker. Men jeg har også været syg, udbrændt, frustreret, følt mig stagneret og trængt op i en krog til tider. Der er lidt mere luft nu, og selvom det stadig er svært, så føles det rigtigt. På et eller andet tidspunkt vil børnene jo ikke længere tilbringe alle timer med deres forældre, og selvom jeg mener at mange i vores samfund alt for tidligt når til det punkt, så tror jeg, at jeg ville have det lige så svært ved skolestart, efterskolestart, når de flytter hjemmefra osv. Men jeg ser min søn på snart 4 år turde kaste sig ud i verden, få nye venner og opleve en masse fede ting med en tryghed og viden om, hvor han hører til, og det tror jeg på at vi har givet ham.

Ang. far på barsel

Da Kristian arbejdede havde jeg tit svært ved, hvis han lige skulle noget udover jobbet. Nu var han også på et teater med ret lange prøvetider og mange forestillinger, men når jeg ser tilbage, så var jeg måske lige striks nok, hvis han kom hjem 7 minutter senere end forventet. I bund og grund fordi, jeg syntes det var hårdt at være alene. Jeg oplevede tit, at han næsten følte at han skulle spørge om “lov”, hvis han så ville lave noget på en fridag. Og selvom jeg altid sagde ja, så syntes jeg det var røv og nøgler, når det kom til stykket, og det kunne jo godt resultere i, at ingen rigtig havde det godt. Nu er der kun gået en uge, hvor Kristian sådan ‘rigtigt’ har været på barsel, for han har været hjemme i januar sammen med os. Men nu er han “DEN” der er hjemme, den der er mest sammen med børnene alene. Og jeg kan jo godt mærke, at det altså ikke er altid er muligt at styrte hjem i samme sekund, det er planlagt. Nogle gange skal man lige snakke med en, nogle gange trækker det ud, og der er også ting udover studiet, jeg har lyst til. Der har jeg så bare en mand, der er verdens mest tålmodige menneske, og som ikke brokker sig, når jeg lige kommer en halv time senere hjem. Cirka den sejeste far jeg kender, og man kan allerede se, hvor meget det betyder for tilknytningen mellem ham og Frida, ligesom det også gjorde, da han passede Louis hjemme fra han var 9-14 måneder. Imorges vågnede Frida som altid i min armhule, men straks hun åbnede øjnene, kravlede hun over for at give ham et morgenkys. Det virkede faktisk som om, hun lige skulle tjekke, at han også var der. Jeg ved, at det er sundt for mig at mærke, at hjemmet stadig står og børnene har det godt, selvom jeg er væk. Men dermed ikke sagt, at jeg ikke ikke synes det er svært og har dårlig samvittighed, hvis jeg er væk en hel dag. Jeg er bare glad for, at jeg tog det første skridt i sidste uge og mødte op til semesterstart!

27336878_10155274845348030_3221842155796205898_n

Slut på den lange beretning på den flotte, lyse Fastelavnsfredag :)

Sponsoreret indlæg…(!!)

Jep, du læste rigtigt!

I sidste uge fik jeg en mail, som jeg først var ved at slette uden at læse den, fordi ordene “blogger”, “samarbejde” og “marketing” indgik i emnefeltet. Men det viste sig ikke at være en automatiseret standardmail, og på en eller anden mystisk vis er nogen faldet over min blog og har fundet den interessant. Det blev jeg i første omgang lidt benovet over; ligeså meget som jeg undrede mig, idet jeg ikke har nogen form for markedsføring ude i æteren, men jeg har senere lært, at man faktisk godt kan fremsøge min blog, hvis man søger på nogle specifikke ord og kombinationer.

Under alle omstændigheder har jeg sagt ja til at få nogle bestemte produkter gratis og derefter berette om deres eksistens her på bloggen. Da de første arme, der havde været i vejret over overhovedet at være blevet fundet, var kommet ned, måtte jeg alligevel lige overveje det lidt, for umiddelbart er de pågældende produkter ikke særlig repræsentative for min måde at være mor på. Fx sutter; ingen af mine børn gider dem, og jeg er til en vis grad modstander af konceptet. Men det viste sig at være et bredere sortiment, og om ikke andet synes jeg da det er meget sjovt. Og ja, man får jo noget “gratis”, og der var faktisk lige præcis en bestemt vare, som var ret passende ind i vores liv lige nu. I kan godt mærke, at jeg virkelig bygger det op til den helt store afsløring, ikk´?! Den kommer i næste indlæg, tænker jeg ;-)

Egentlig skulle det her nemlig bare handle om hele situationen. Jeg har haft forskellige tanker om det, og i bund og grund synes jeg jo, at det er lidt sejt. Jeg tror at alle bloggere, hvad enten de bare skriver, så deres svigerfamilie i Jylland kan følge med eller de håber at leve af det, altid kigger lidt til de ‘store’ og kendte bloggere. Jeg er fx fan af Lortemor, Ammemafiaen (som jeg er helt sikker på er på vej til at blive en af de store og kendte!), Mia Sommer og NeoHippie. Men jeg har ikke rigtig haft tanker eller drømme om at slå noget stort op. Min blog har altid været – og vil altid være – et sted til at samle mine tanker. Nogle gange meget ærlige og hudløse tanker. Det har dog efterhånden vist sig, nu hvor jeg har skrevet i nogle år, at der er flere der har ladet sig inspirere. Navnlig venner og bekendte, som har fået børn senere end jeg selv. Jeg bliver så varm om hjertet, når jeg får beskeder om, at der er en baby på vej, og at I fx har læst om vikler og slynger her eller om amning. Det er faktisk sket ret mange gange efterhånden, og selvom jeg på ingen måde føler mig som et orakel, så ville jeg ønske, at jeg selv havde turde spørge nogen lidt mere til råds og researche lidt mere, inden jeg blev mor. Så det gør mig glad, at nogen kan bruge mine ord <3

Nu tror jeg ikke der er fare for, at jeg begynder at få tilsendt produkter hver uge til anmeldelser, men det er selvfølgelig meget godt at gøre sig tanker om, for jeg synes selv det er upersonligt og småirriterende, hvis en ellers god og ærlig blog begynder at handle om forbrug og produkter hele tiden. Det kan hurtigt tage overhånd, men igen – nogen vil jo gerne leve af det.

Om ikke andet så blev det også et godt incitament til at få skrevet igen, for der har været lidt stille her. Familien her på matriklen var som dem, der følger med ved, pæææænt presset det meste af 2017. Vi startede derfor 2018 med en uge i varme og sol, og nu kan vi pludselig trække vejret meget mere frit. Ikke kun pga ferien, men lige så meget fordi vi har ro på, vi har tid til at have en ganske stille og fredelig hverdag. Og vi har i øjeblikket TO voksne hjemme hver aften. Det er en åbenbaring, hvor meget overskud, det giver. Så vi nyder en fredelig januar måned, hvor vi også har skulle finde hinanden lidt igen ovenpå et år der stod lidt mere i ‘overlevelsens’ (ja, på den vestlige måde) tegn…

Dette år er også startet med at Louis er begyndt i børnehave efter et halvt år ude af institution. Et halvt år som jeg aldrig vil fortryde, men som også har været krævende. Om halvanden uge skal jeg tilbage på skolebænken efter mere end halvandet års barsel, og nerverne er faktisk flere end jeg havde troet. Jeg er nervøs for, om jeg kan huske noget fra før, om jeg overhovedet kan fungere socialt i andre sammenhænge end mødregrupper, om jeg kan holde ud at være væk fra børnene, om de kan holde ud at være væk fra mig osv osv. Men jeg VIL være fysioterapeut, og jeg VED at det er den helt rigtige vej for mig, og det kræver nu engang en professionsbachelor, som ikke kan tages med to børn på skødet. I hvert fald ikke hele tiden. Og jeg tror på, at jeg kan klare det; heldigvis bliver det første semester med en mand på hjemmefronten, der primært holder hus og passer barn (det barn, der stadig ikke er i institution…) Så vi starter stille og roligt op.

Som slutning på denne lille update og enorme cliffhanger kan jeg informere om, at jeg fylder 31 år i næste uge! Jeg kan ikke rigtig finde ud af det der med alder mere. Jeg føler aldrig rigtig jeg bliver voksen, og jeg kan slet ikke se, hvor gamle andre mennesker er. Som i at jeg ikke kunne finde ud af, hvem der var den voksne medhjælper i den nye børnehave, og hvem der var en erhvervspraktikant fra 8. Klasse. Jeg føler mig på en måde jævnaldrende med alle der er mellem 20 og 45, men det er bare underligt at blive 31. Måske fordi jeg ikke rigtig tænkte over at fylde 30. Det var ikke så skræmmende for mig, i hvert fald.

Tak fordi du læste med <3

 

A Bad Mom’s Christmas

Jeg så filmen “A Bad Mom’s Christmas sammen med min søster for nylig. Vi så også forgængeren “Bad Moms” – på hendes initiativ (hun har ikke børn…) og vi var underholdt begge gange. Men på trods af, at juleversionen (også) er en fjollet film, så satte den faktisk et par tanker igang hos mig. Samtidig med, at Kristian har gået og prikket lidt til mig, fordi jeg aldrig har været så god til det der med jul, og jeg kunne mærke allerede i midten af november (okay, oktober) da pebernødderne og brunkagerne tog sit indtog i Netto, at jeg får nogle irritable og anstrengte følelser. Der er mange grunde til, at julen ikke er min ven. Både lidt dårlige minder fra tidligere og så det overforbrug, det lægger op til. Nu også med Black Friday i Danmark – ved vi overhovedet hvad det er!?!? Jeg købte ikke noget den dag :-)

I filmen om de dårlige mødre vil de tre hovedpersoner ‘tage julen tilbage’. De vil lave jul på deres egen måde, og ikke som samfundet (eller deres egne mødre) vil have det. Og selvfølgelig vil de bare gerne gøre deres børn glade. Jeg havde ikke gjort mig tanker om, hvorvidt vi skulle foretage os noget specielt eller købe eller spise noget specielt i december måned. Kristian har flere gange spurgt lidt til julekalender, adventsgaver osv., og jeg har bare været sådan “NEJ” til alt. Indtil han sagde noget, der ramte mig lidt: “ønsker du ikke at dine børn får gode minder omkring julen?”. Nu er det jo ikke fordi gode minder kun skabes af gaver og slik, og især gavedelen er noget der kan give mig kvalme til jul. Jeg elsker at købe og give gaver! Jeg elsker at finde lige netop dét, der passer til modtageren på det rigtige tidspunkt. Men det der med at man på forhånd har aftalt at alle i familien skal have noget materielt for x antal kroner, det har jeg altid syntes var dybt godnat. Hvorfor så ikke bare mobilepay’e 300 kr til alle? Sådan lidt sat på spidsen…for mig er det ikke beløbet eller hvor gaven er købt, der tæller, men afsenderens kærlige tanker. Og jeg er godt klar over, at det nok er mest hensigtsmæssigt at de børn, der er til stede i en gavesituation får gaver i nogenlunde samme størrelse/gørelse, men det er ikke det jeg mener.

Anyways, jeg blev alligevel ramt af en lyst til at prøve at skabe min egen julestemning, nu hvor vi snart har boet et år i denne lejlighed, i dette område, som vi er blevet virkelig glade for. Det er nok også måske den første jul, Louis sådan rigtigt vil kunne huske. Og det sætter jo pludselig tingene i et andet (jule)lys. For SELVFØLGELIG vil jeg gerne have, at han og Frida får gode juleminder. Jeg prøvede at tænke over, hvad jeg gerne vil have, de forbinder julen med, og også hvad jeg ikke vil have de forbinder den med. I hvert fald er stress og overforbrug ikke noget, jeg ønsker at fremelske. Store udstillinger med 4-5 julekalendere til hvert barn, chokolade hver morgen, enorme gaver hver søndag. Det bliver nok aldrig mig. Og vi har slet ikke plads til hverken kalendere eller stort legetøj i massevis. Men jeg vil gerne have, at mine børn mindes julen som en tid, hvor de voksne er i godt humør, hvor vi pynter stuen lidt op, tænder lys og tæller ned til juleaften. Og at julemanden (for mig og dem vil ‘julemanden’ nok være = en rar mand der har klædt sig ud i rødt tøj og hvidt skæg…) forefindes til diverse arrangementer og måske uddeler en lille godtepose, at vi hører nogle hyggelige sange og at verden ser lidt anderledes ud, når det bliver mørkt. De ting kan jeg godt lide, og jeg kan mærke, at når jeg favner dem selv, så bliver jeg faktisk i bedre humør. Jeg synes, november har været en forfærdelig lang og mørk måned med ingen energi at tage af. Og det havde jeg ikke lyst til, at december skulle blive også, så i torsdags og fredags gik vi all in på juleforberedelserne. Eller, all in på vores måde. Det blev til en lille tur i Søstrene Grene, hvor Louis fik rimelig frit valg til at finde lidt julepynt. Han valgte nogle rigtig fine ting (samt en hårbøjle med en enhjørning i guld), og da ungerne stod op fredag morgen, kunne vi tænde kalenderlyset i en hjemmelavet (!) dekoration, spraye kunstig sne på vinduerne og starte dagen med tegnefilm. Det var helt perfekt, og vigtigst af alt var det rigtigt for mig. Jeg føler faktisk lidt, at jeg har ‘taget julen tilbage’ ved at tage initiativ til de ting, jeg selv har lyst til og uden at basere det på hvad jeg tænker man bør gøre.

I forhold til adventsdagene, så har vi talt om at planlægge et lille hyggeligt arrangement af en art hver søndag. Den første søndag kommer det naturligt, da vi deltager i Det Ny Teaters årlige juletræsfest, som altid er et stort tilløbsstykke, og helt på børnenes præmisser. Jeg har faktisk købt en julesok, som jeg tror jeg vil hænge på døren søndag morgen med en lille hyggelig ting i og et kort der fortæller om dagens tur. Andre ting jeg har tænkt på, at man kunne lave som adventstur er: biografen, skovtur, legeland eller Tivoli. Måske du har flere ideer?

De sidste par år er min livsstil blevet langt mere minimalistisk end tidligere. Især på det materielle plan. Måske lidt atypisk, når man får børn, for de kan jo (i hvert fald hvis man spørger BabySam) kræve et udstyrsstykke uden lige. Men det har vist sig for os, at man kommer meget langt bare med børnene og uden udstyret. Bevares, selvfølgelig er der visse ting, som ville være svære at undvære, og de har både tøj på kroppen og legetøj (også i plastik, faktisk!), men vi bruger ikke mange penge på ting, og især ikke nye ting. Den her minimalisme smitter lidt af på mine tanker om julen, for jeg mener godt at man kan lave en højtid eller periode speciel uden at det betyder, at man nødvendigvis skal bruge rigtig mange penge eller have mange ting.

I øvrigt var “A Bad Mom’s Christmas” faktisk virkelig sjov. Især Kathryn Hahn’s groteske karakter, Carla, trænede lattermusklerne igen og igen. Og ikke mindst hendes mor, i skikkelse af Susan Sarandon i en slet ikke Susan Sarandon-agtig rolle. Helt skør, fjollet og nem, men alligevel en film som jeg fik noget mere ud af <3

Jeg håber, at I vil dele jeres tanker om jeres egen jul og måske nogle traditioner. Det er altid rart med inspiration <3

Jeg leger aldrig med mine børn…

Indlægget er blevet lidt langt, og hvis du bare vil finde svar på den forfærdelige overskrift, og undgå at høre om vores hverdag, så skal du scrolle helt ned til sidste afsnit…

 

På det sidste har jeg ofte mødt (kærlige) kommentarer omkring, hvordan jeg kan klare at have to børn hjemme på fuldtid. Eller, vi er jo ikke som sådan “hjemme” særlig meget; men to børn, som har en alder, hvor de i dette samfund normalt ville tilbringe hovedparten af deres dag i en institution – ude af institution. Det er jo ingen hemmelighed, at Louis ikke har været såkaldt hjemmepasset altid; han har gået i institution, dog aldrig på “fuld” tid, idet vi har en meget fleksibel hverdag, men han har dog været afsted nogle timer de fleste dage. Indtil februar i år, hvor jeg startede med at ændre vores hverdag. Først kom han på en form for deltidsordning, hvor han gik i børnehave to dage ugen, og for to måneder siden meldte vi ham helt ud af børnehaven efter diverse udfordringer, som vi ikke følte, at vi havde energi eller lyst til at kæmpe med ovenpå sygdom og et generelt hårdt år. Det skal nævnes, at børnehaven var en rigtig god en af slagsen, så det er ikke dér, udfordringerne lå.

De kommentarer og spørgsmål jeg møder i øjeblikket, har givet mig lyst til at afkræfte to, efter min mening, vigtige punkter:

1 – Jeg har superkræfter eller er en mor med særlige evner

2 – Det at være uden institutionsplads er lige med afholdelse fra al social omgang med andre børn

Nu er det lørdag aften, jeg har været til (en dejlig!) barnedåb hele dagen, og har lige ligget i sengen i halvanden time og puttet med børnene, så måske skal jeg for en sikkerheds skyld gøre det helt klart, hvad pointen er: jeg har IKKE superkræfter og jeg anser IKKE mig selv som en hverken perfekt eller særligt ‘gifted’ mor. Og mine børn er – omend det i daglig tale hedder ‘hjemmepasset’, ikke mere hjemme i deres eget hjem end andre. Nu burde det være på det rene ;-)

De typiske kommentarer jeg hører er, om det ikke er meget hårdt og hvordan jeg så aktiverer især Louis, for “han har jo brug for at se andre børn og have legekammerater”. Til det første er det umiddelbare svar “ja”. Selvfølgelig er det hårdt. Det ER krævende, overvældende, tidskrævende og forbundet med mange følelser og bekymringer at have børn. Det er nok lige meget, om de går i institution eller ej. Men for mig har tiden væk fra mine børn sjældent været specielt opladende eller afstressende. Med andre ord: da Louis gik i institution og han og jeg var adskilt, havde jeg det ikke godt. Jeg savnede ham, tænkte på ham, var ked af at gå glip af hans dag osv. Det selvom han har været passet af nogle ekstremt kærlige mennesker. Og for at gå videre med det andet punkt, så har han jo ligeledes haft legekammerater, og flere af dem, han har fået igennem tilknytningen til to forskellige institutioner har han stadigvæk. Nu ser han dem bare på andre tidspunkter og i andre sammenhænge.

Det er naturligvis forældre, som selv har deres børn i institution, der typisk spørger undrende til, hvordan jeg dog kan holde ud at være sammen med børnene hele dagen. Jeg kender efterhånden mange andre mødre (og nogle fædre), der på forskellige måder har indrettet sig sådan, at deres børn ikke er i institution. Og de ved jo allesammen – selvom alle er forskellige – nogenlunde hvordan det er, når børnene er en del af ens hverdag hele tiden. Der kan være uendeligt mange grunde til de valg, og i det store hele gør de fleste nok det, de trives bedst med. Udover at der jo ER mange i dette land, der har taget valg der gør, at hjemmepasning slet ikke er en mulighed rent økonomisk, og det måske derfor slet ikke kommer på tale; selv hvis der var et ønske om det. Men tilbage til forældrene, der spørger om det er hårdt.

Hvis man nu vækkes af vækkeuret kl. 6 hver dag, for derefter at vække sine børn, give dem morgenmad, tøj på og proppe dem i cyklen/klapvognen/slyngen og drøne ned til institutionen for derefter at drøne direkte videre til en 8 timers arbejdsdag, hvorefter man halser tilbage for at hente et barn, man har savnet; tager videre på indkøb og hjem til madlavningen inden hele aftenritualet med bad, nattøj, tandbørstning og putning starter – så kan jeg godt forstå man tænker det må være hårdt. Nu er ovenstående scenarie LANGT fra (heldigvis) hvordan de fleste lever, men jeg forestiller mig, at sådan en hverdag ikke efterlader de allerbedste timer sammen med børnene. Det vil jo typisk være i ydertimerne, samt i weekenderne, hvor hele familien måske er lidt underskud af alt, at man er sammen. Og der er børn sgu da pisse krævende og needy. Så hvis man tænker, at ens børn er sådan hele tiden, så kan jeg godt forstå, at jeg får de der forfærdede spørgsmål. Men blandt andet på grund af Kristians arbejde, kender jeg rigtig mange forældre, hvis hverdag overhovedet ikke ser ud som ovenstående, og ingen familier er ens. Derfor kan man heller ikke sammenligne vores situation med sig selv eller andre, men man kan jo altid inspireres eller lære nyt.

Som kontrast til det fiktive eksempel på en hverdag, synes jeg efterhånden, at vi har haft en tilstrækkelig lang periode helt uden institution til, at vi kan bringe en “sådan ser vores dag ud” på banen. Den kommer her:

Vi bliver også vækket af vækkeuret – det hedder Louis – kl. 6. Til gengæld vågner vores børn af sig selv, og vi behøver ikke storme ud af sengen og komme i tøjet, for ingen skal på arbejde om morgenen. Bemærk her, at far jo typisk først er kommet hjem fra arbejde kl. 23.30, hvorfor jeg forsøger at stå op som den første. Vi har derfor god tid til at spise morgenmad og tulle rundt i nattøj, og typisk har vi aftaler ved 9-11 tiden. Det er enten med enkelte legekammerater (det kunne eksempelvis være andre hjemmepassere eller børnehavebørn, der har en fridag) eller i legestuer, som vi pt. går i to gange om ugen. Inden vi skal afsted smører vi madpakker, og typisk skal Frida have en lur på vejen til vores aftale. De fleste dage er vi ude til cirka kl. 14/15 stykker, og på vej hjem sover Frida igen, og for tiden sover Louis faktisk også på vej hjem. Når vi er kommet hjem og har fået pakket ud, spist lidt eftermiddagsmad, tullet lidt mere osv., så begynder andre folk jo typisk at komme hjem fra arbejde. Derfor kan vi ofte afsætte Louis lidt til fx at lege med nogle venner i gården eller oppe hos mormor og bedstefar (som også bor i gården!), og vi kan slappe lidt af, arbejde, træne eller lave aftensmad på skift. Når vi har spist, skal Kristian de fleste dage afsted på teateret, og så er der for det meste lidt fri leg indtil børnene er trætte. Jeg putter dem oftest samtidig, men nogen gange er Louis ikke træt når Frida skal sove, og så finder han selv på noget stille og roligt at lave, indtil han selv lægger sig i sengen eller på sofaen, når han er klar til at falde i søvn. Det svinger lidt, hvornår jeg selv går i seng; mange gange falder jeg i søvn sammen med børnene, andre gange er jeg nødt til at stå op igen for at arbejde eller lave ammevejledning, og andre dage står jeg op for at have lidt tid til mig selv.

Ovenstående er et eksempel på en god dag ;-)

Der er også mange dage, hvor alt går op i hat og briller, vi fx sover dårligt om natten, vi ikke når afsted til tiden og jeg bliver stresset og sur, Kristian skal gå tidligere og vi er alene flere timer osv osv. Men i det store hele synes jeg faktisk, at det er et meget godt billede på vores hverdag. Og jeg kan ret godt lide hverdagen lige nu.

Jeg tror ikke vores dage er hårdere eller mindre hårde end andres. Det er bare sådan, vi lever lige nu, og der er særligt én grund til, at jeg godt kan lide det: Jeg har ikke fornemmelsen af, at jeg hele tiden ‘skal’ være på og skal indhente noget tabt tid med mine børn. Så jeg har ikke dårlig samvittighed, hvis jeg laver noget andet end at være på dem, når vi er sammen. Og de brokker sig ikke så meget over det. Jeg forsøger altid at åbne for muligheden for, at de kan inddrages i det jeg laver. I Fridas tilfælde er det fx at kravle op i opvaskemaskinen, mens jeg tømmer den. Men Louis hjælper og deltager ekstremt meget herhjemme efterhånden. Vasketøj, indkøb, madlavning, putning af Frida, skrive mails, sende pakker, rydde op, gøre rent, hvad ved jeg. Ofte går han lidt til og fra og leger selv, og nogle gange kommer han rigtig godt ind i en leg, så jeg faktisk har lidt ro. Jeg kan ligeså godt indrømme det: jeg hader at lege! Jeg hader at bygge Duplo, togbane, lave restaurant, lege med biler, alt. Det stresser mig og keder mig. Men jeg ELSKER at være sammen med børnene, tale med dem, spise med dem, tage på tur og opleve verden, inddrage dem i projekter og se dem udvikle sig. Ligesom jeg også elsker at tage til træning eller gå en tur for mig selv, og jeg glæder mig til der er mere luft til det igen. Men det her naturlige og stressfrie samvær med børnene….it’s growing on me. Der er nok desværre en form for deadline på situationen som den er lige nu, men i vores familie er vi både ret gode til, men også ofte nødsaget til at tage tingene nogle måneder ad gangen. Og indtil videre er det gået fint på den måde, synes vi selv.

Jeg elsker i øvrigt også, når jeg får beskeder med spørgsmål til vores liv, og det er altid skønt at tale med andre om deres måde at gøre tingene på, for jeg er overbevist om, at alle vælger det, der er helt rigtigt for dem. Hvis du har en helt anden måde at være forælder på, eller hvis du ikke er forælder endnu men har tanker om, hvordan du vil være det, så smid endelig en kommentar <3

 

PS. Hvis du vil se lidt billeder fra vores hverdag (og ikke er bange for hippieagtige lange stykker stof til at bære sine børn i) så tjek min instagram: marielouisejuul

Undtagelsestilstand i familien…

Der er efterhånden gået noget tid, siden jeg har skrevet på bloggen. Sidst jeg skrev handlede det vist lidt om at komme sig over sygdom, og der var jeg også ret sikker på, at jeg havde taget min del indenfor det område; i hvert fald for 2017. De sidste par uger har jeg været igennem så mange ting, at det stadig føles helt surrealistisk at tænke på, at det faktisk var mig der var igennem alle de ting. Jeg har skrevet det ned flere gange og med forskellige formuleringer, og alligevel er det mærkeligt at tænke på nu. Ligesom fødselsberetninger kan jeg godt synes det er spændende at læse om sygdomsforløb (selvom det naturligvis er fedest, når de ender godt!), både fordi jeg interesserer mig for behandling og fordi det er så individuelt hvordan den enkelte oplever at være syg. Så udover at det nok har en vis terapeutisk effekt på mig at skrive det ned, så kan det jo også bare blive en historie, jeg deler, fordi jeg har lyst <3 Så hermed en lille historie om, hvordan tæppet er blevet revet væk under vores familie et par gange i løbet af de sidste tre uger:

I søndags for tre uger siden fik jeg ondt i maven om aftenen. Jeg var sikker på at det bare var lidt luft ;-) så jeg gav den gas (ha!) med massage og alskens bevægelse og tænkte, at det ville gå over dagen efter. Mandag stavrede jeg Østerbro tynd med børnene, men der skete bogstaveligt talt ikke en skid, og det blev værre og værre, jo mere jeg gik rundt. Om eftermiddagen besluttede jeg alligevel at ringe 1813, for smerterne var konstante og blev værre. Jeg var meget overbevist om, at det var regulær forstoppelse, selvom jeg ikke rigtig kunne se, hvorfor jeg skulle have fået det. Sygeplejersken i telefonen syntes dog det var en god ide at blive tjekket, selvom hendes personlige holdning var, at glutenfri kost er vejen frem ved alle maveproblemer, men….det har jeg afprøvet flere gange. Kristian havde første gennemspilning med publikum på teatret, så Louis blev hjemme hos min mor, imens jeg tog Frida på maven og kørte til Bispebjerg Hospital. Ret hurtigt konstaterede en læge ved at trykke på min mave, at jeg enten havde blærebetændelse eller blindtarmsbetændelse og stak mig en kop til at tisse i. Det gjorde jeg, og derefter gik der halvanden time uden at jeg så noget personale, og jeg var ved at blive lidt nervøs for udfaldet. Frida havde skoldkopper i hele hovedet, men hun faldt heldigvis hurtigt i søvn, og Louis accepterede at skulle puttes hos mormor. Efter nogle timer spurgte jeg ind til situationen, og da blærebetændelse var udelukket via urinprøven, konstaterede de blindtarmsbetændelse, som man jo desværre ikke rigtig kan teste for uden at åbne folk. Jeg skulle eftersigende opereres om natten, og skulle derfor omgående starte faste, og selvom det var lidt skræmmende det hele, så var det alligevel konkret nok til at jeg bevarede roen. Jeg havde aldrig prøvet at være i fuld narkose, ej heller andre operationer eller indgreb, men jeg var træt, i smerter og sulten, så jeg tror ikke min hjerne duede til så meget andet end bare at være.

Image-7
Første lur hjemme efter første adskillelse <3

Kristian fik lov til at gå fra teatret kort efter pausen, og kom ud for at tage Frida med hjem til natten. Det var til gengæld rigtig hårdt, for jeg har ikke været væk fra hende andet end et par timer hist og her, og da SLET ikke om natten. Det var heller ikke noget, jeg havde planlagt skulle ske foreløbig, men idet de mente at ville operere om natten, duede det ikke rigtig at have en baby på hospitalet. Jeg lukkede ikke et øje hele natten, og ud på morgenen blev jeg nødt til at bede om noget væske med sukker i drop, for jeg var ved at besvime pga. de mange timer uden mad og drikke. Tirsdag formiddag var jeg stadig ikke blevet opereret, og Louis og min mor nåede at besøge mig. Senere på formiddagen kom Kristian og Frida, som jeg havde været væk fra i 13 (!!) timer, og heldigvis kampammede hun, da vi var sammen. Da klokken blev omkring 14 var der endelig udsigt til, at jeg skulle opereres snarligt, og der havde jeg fastet i et døgn, så jeg kørte ret meget på den sidste energi. Kl. 15 blev jeg hentet af nogle meget søde portører, der uden tvivl satte en stor ære i at gøre netop turen til operationsgangen til en god oplevelse. At blive lagt i fuld narkose var enormt grænseoverskridende, men samtidig var det på en måde rart ikke at have nogen ide om, hvad de foretog sig, og de havde forklaret proceduren grundigt. Desværre blev der ikke helt koordineret opvågning og smertedækning, så jeg havde skide ondt, da jeg vågnede op, og det hele var meget blurry. Det var blevet godt ud på aftenen, og Kristian var nødt til at tage på teatret, Louis var igen installeret hos mormor og bedstefar, og vores ekstremt loyale og kærlige ven Morten var på hospitalsstuen sammen med Frida og ventede på mig. Da jeg endelig blev kørt tilbage, var jeg udmattet og groggy, så det eneste jeg orkede var at ligge ned og amme Frida. Omkring midnat kom Kristian tilbage, og der ville jeg bare gerne hjem, så vi tog hjem og spiste frysepizza og sov i vores egen seng, så Louis kunne komme hjem lige når han vågnede.

I dagene efter operationen var jeg ret overrasket på den negative måde over, hvor skidt jeg havde det. En frisk og måske lige kæk nok læge havde talt om proceduren som om man sprang ud af sengen klar til en ny dag efter få timer – og det er der måske også nogen der gør. Men jeg havde fastet i næsten 30 timer, ammet en 10 kilos baby og jeg har meget svært ved at spise medicin, så jeg var desværre lidt for dårlig til at smertedække mig selv. Samtidig gik min mave helt i stå, nok både af faste og operation, så den næste uge døjede med rigtig forstoppelse, hvilket var 100 gange mere smertefuldt end selve blindtarmsbetændelsen. Da der var gået 8 dage, hvor jeg flere gange havde været tilbage på hospitalet til tjek, havde jeg lige en halv dag, hvor jeg syntes det gik fremad. Mere gang i maven, færre smerter, bedre appetit osv. Men 10 dage efter operationen fik jeg ondt et nyt sted på en ny måde, og efterhånden kender jeg min krop og dens reaktioner ret godt, og jeg kunne mærke at det ikke var normalt.

Efter meget ventetid og faren frem og tilbage, blev jeg ultralydscannet på Bispebjerg pga. mistanke om en byld i området, men jeg havde selv luret, at smerterne nu sad mere omme på ryggen, og lægen så meget hurtigt, at det slet ikke var maven der var problemet. Til gengæld havde jeg en stor væskeophobning i højre nyre, hvilket alle på hospitalet undrede sig meget over. Det blev noget af et spetakel, idet den ene sagde at det skulle ud IDAG, den anden sagde at det ikke var noget farligt, osv., men under alle omstændigheder skulle jeg på Rigshospitalet, for nu hørte jeg pludselig til urologisk afdeling, og ikke mave-tarm kirurgi. Så farvel til hende den pylrede, ammegale mor fra Bispebjerg, og direkte ind på Riget torsdag aften med nyresmerter og en mand der havde fået overstået en premiere midt i virvaret, og ikke rigtig troede sine egne ører, da han fik mit opkald. Heldigvis for mig og for børnene besluttede han hurtigt at melde afbud til arbejdet.

Det tog omkring 45 minutter for personalet på den nye afdeling at finde ud af, hvorfor jeg var kommet, men da jeg endelig kom til en læge, blev jeg scannet igen, så hun OGSÅ kunne konstatere, at der var væske i nyren – hvilket jeg jo selv havde set flere timer før. Der blev startet antibiotika i drop, da jeg også havde feber, og så fik jeg lov til at sove hjemme, selvom jeg egentlig blev indlagt. Planen var en undersøgelse af nyrens funktion fredag morgen. Næste morgen tog jeg med min mormor tilbage på Rigshospitalet, og hun tilbragte det meste af sin 81-års fødselsdag med at underholde og passe på mig, hvilket var guld værd, for jeg var meget feber- og infektionsramt. Lægerne sadlede dog om, og ville gerne se om de kunne klare det hele medicinsk uden indgreb, så man valgte at fortsætte intravenøs antibiotika og se tiden an. Desværre var vi nået til den weekend, hvor min mor og hendes mand afholder den årlige Strikkefestival i København, og det satte også ekstra pres på hele situationen omkring at være indlagt og have små børn. Mange gange blev vi mødt af en undrende “kan de ikke bare blive passet?”….. Til det måtte jeg bare bide tænderne sammen for ikke at skrige ER DU FULDSTÆNDIGT FRA DEN DE ER 3 ÅR OG 10 MÅNEDER OG HAR ALDRIG UNDVÆRET DERES MOR……, men for det meste sagde jeg bare “nej, det kan de desværre ikke, og i øvrigt ammer jeg den mindste, og nej, hun tager ikke flaske”. Kristian blev hjemme fra teatret i 4 dage og var fuldtidsfar for to forvirrede unger, der savnede deres mor, ikke sov om natten, og så kørte han i øvrigt i pendulfart mellem hjem og hospital, så jeg kunne amme Frida så meget som muligt.

Lørdag eftermiddag var der stadig ingen bedring, snarere forværring, idet feberen blev ved med at stige, så lægerne valgte at aflaste nyren for at undgå varige mén og for også at tjekke hvad det egentlig var, der havde hobet sig op derinde. Da jeg kom ind på urologisk afdeling om torsdagen, trak jeg gennemsnitsalderen gevaldigt ned på trods af mine 30 år, og alle havde katetre med diverse væsker hængende under morgenkåberne. Min største frygt lige dér var et kateter, men det blev altså virkelighed om lørdagen. I første omgang var det et ydre kateter, hvor jeg i lokal bedøvelse fik stukket en slange direkte ind i taljen og ind i nyren. For enden af slangen befandt sig en plastikpose, og så kunne jeg ellers gå rundt med mit eget tis i en pose. Udover at tanken i sig selv var ved at give mig panikangst det første døgn, så gjorde det så helvedes ondt, hver gang jeg bevægede mig. Men lægerne var glade, for det var “bare” urin der kom ud, og ikke betændelse eller andet utøj, og efter et døgns tid faldt feberen også lidt. Søndag aften fik jeg lov til at sove hjemme, og det var altså MED slange, pose med urin, kateter i taljen og hele pivtøjet. Men hold op hvor var det fantastisk at ligge i min egen seng med et barn i hver arm <3 <3 <3

Image-4
Hjemme….med slange, urinpose og hele pivtøjet, men det var hele værd!

Om mandagen blev det besluttet, at man ville fortsætte aflastningen af nyren i nogle uger, for de havde via en røntgenundersøgelse set, at urinlederen (som leder urin fra nyren til blæren) var intakt, men afklemt, og de mistænkte noget hævelse fra operationen (jeg var efterhånden kendt som hende med blindtarmen og babyen på afdelingen!) og derfor ville de gerne hjælpe nyren lidt endnu. Det ville heldigvis ikke blive med slange og urinpose (!), men derimod med et indvendigt kateter i form af en lille gummislange mellem nyre og blære. Til min store ærgelse, skulle dette anlægges i fuld narkose, så for anden gang på fjorten dage OG i mit liv, skulle jeg faste og lægges til at sove. Det skulle jeg godt nok lige sluge, men oplevelsen var en helt anden, især fordi det jo ikke var en operation. Så denne gang vågnede jeg med det samme og havde ikke smerter. Til gengæld havde jeg nu et fremmedlegeme i min krop, og en blære der skreg HVAD FANDEN FOREGÅR HER!?!?!?, for sådan en lille gummislange kan sgu godt genere et organ skal jeg hilse at sige. Den første dag gjorde det så ondt at jeg nærmest bad dem fjerne det igen, og jeg havde en blanding af konstant tissetrang og ingen fornemmelse af, hvornår jeg skulle tisse. Men jeg blev udskrevet om aftenen, og jeg undrede mig over ikke at skulle fortsætte antibiotika, men det var der ingen der mente jeg skulle. Så hjem med mig til den store modtagelse af familien, og selvom jeg var glad for at komme hjem, så var jeg udmattet, i smerter og langt fra afklaret, for nu havde jeg jo kateter.

Jeg nåede lige akkurat at være hjemme et halvt døgn, så havde jeg 38,8 i feber og røg tilbage på Riget tirsdag. Der blev jeg mødt af flere undrende sygeplejersker, som ikke kunne forstå at jeg ikke havde fået antibiotika med hjem….Det skulle jeg så havde intravenøst igen, men pga. feberen og nogle hænder der efterhånden var fyldt med stik efter nåle (og en stor operation der kom ind akut samtidig med at jeg kom) så endte jeg at sidde i 6 stive timer og glo på posen med medicin, som de ikke kunne få ind i mine skide blodårer. Til sidst kom overlægen og gav det et sidste forsøg, og han fik med nød og næppe stukket med succes, så jeg kunne få medicin. Og endnu en nat på Rigshospitalet. Dagen efter fik jeg lov  til at gå hjem imellem de tre intravenøse behandlinger kl. 06, 14 og 22.30, og selvom det var rart at være hjemme, så var jeg så udmattet og sløj den dag, at jeg den står lidt uskarpt i min hukommelse. Men jeg forsøget at være til stede med min familie, og om aftenen blev der endelig lagt et ordentligt drop af en anæstesilæge, da jeg var ved at få årebetændelse i den anden. Torsdag morgen blev jeg udskrevet med følgende besked: vi har ikke rigtig kunne finde nogen bakterier eller infektion, men du har fået en masse antibiotika, som måske har virket. Eller måske ikke. Og her får du lidt mere med hjem…..super!

Image-1
Sidste blodprøve inden udskrivning…med dejligt selskab men meget træt!

Nu har jeg snart været hjemme en uge, mine børn har vist nogenlunde tiltro til, at jeg ikke pludselig forsvinder igen, og min blære har indtil videre accepteret dette fremmedlegeme, så tilværelsen er nogenlunde udover konstant tissetrang og tanken om en slange i nyren. Jeg går i seng kl. 19.30 (på nær idag for Frida vil kun sove i vikle lige nu) og jeg kan efterhånden holde mig vågen en hel dag, være alene med mine børn, bære dem og spise normalt. Jeg har tabt omkring 5 kilo på lidt over en uge, og det var ikke lige noget, jeg havde specielt behov for, så der en del muskelmasse, der skal opbygges igen, og en del chokolade, der skal spises.

Udover alle de indgreb, undersøgelser, smerter og det generelle kontroltab ved at være patient, så har jeg været ekstremt påvirket psykisk. Ventetid, uvished, medicin i lange baner og smerter i tre uger har drænet mig rigtig meget, og da jeg endelig kom hjem kunne jeg fornemme det sorte hul, som var lige til at springe i. Men der var min helt fantastiske mand endnu en gang en kæmpe redning, for jeg kunne jo hurtigt mærke, at han havde ret i at det ikke rigtig nytter noget at bruge tid på at dvæle over, hvad der er sket. Jeg kan da godt synes, at det var lidt synd for mig, at jeg lige skulle igennem alt dette, og på sin vis kan jeg ikke se nogle positive ting ved det. Andet end at det (forhåbentlig!) er overstået nu, og at vi kom igennem det som familie, dels fordi vi står sammen i alt, men især fordi vi har et fantastisk netværk, som træder til i krisetider. Men den psykiske reaktion kommer først, når stormvejret har lagt sig, og dette gælder både mig selv og børnene. Louis kan sætte ord på, og vi har snakket meget om de følelser han har haft, men det er lidt mere kompliceret med Frida, som jo alligevel har alderen, hvor separationsangst og dårlig søvn florerer, så det er svært at mærke, hvad der er hvad. Min egen reaktion og mine egne tanker fylder også lidt, men jeg vil sige, at i det store hele er det der hjælper mest faktisk at vende tilbage til en så normal tilværelse som muligt. De sidste par dage har stået på legestue, legeplads, madpakker og efterårshygge som helt almindelig hjemmepassende mor til to. For nåh jo, vi havde nemlig lige meldt Louis ud af børnehaven dagen før jeg blev opereret, så de første par uger som rigtig hjemmebarn blev måske ikke helt som forventet….

Kristian lavede den klassiske den anden dag: “nåh, NU kan det da ikke blive værre!”…..

<3

Jeg ville altid gerne have det, som jeg har det lige nu….ish

Foråret har været lidt op ad bakke, synes jeg. På én måde har vi været totalt powerforældre, der har fået det hele til at spille med job, to børn, socialt liv osv., men inderst inde har det ikke været helt rosenrødt alligevel. Jeg har døjet med lidt smådepression, som jeg ikke rigtig har kunne tyde, og jeg har hele tiden været i tvivl om, hvor alvorligt det var. Kunne det mon ‘bare’ gå over med tiden, når der kommer lidt mere ro på, eller går det den forkerte vej? Jeg er altid lidt obs på tegnene, og endnu mere nu, hvor jeg føler et kæmpe ansvar (som godt kan føles som lidt af et åg på skuldrene) ved at være mor til to børn. Der er et pres indefra om at være ovenpå hele tiden.

Samtidig med, at jeg har delt meget ud af min erfaring som mor (kun på opfordring, naturligvis!) til veninder og bekendte, har jeg slet ikke følt mig i sync med mine egne valg. Lige meget hvor meget jeg gjorde, føltes det aldrig godt nok. Der var nok andre, der gjorde det bedre, var mere perfekte, havde en bedre plan osv. Det var i hvert fald tankerne i mit hoved. Og hver eneste gang, et af børnene ikke lige opførte sig som jeg syntes de burde, så bebrejdede jeg mig selv for ikke at være nok til stede, ikke at give dem struktur nok, at give dem for meget struktur, ikke at lave sund nok mad,you name it. Jeg kan sgu altid finde på noget, der ikke er godt nok. Lyder det lidt opslidende? Det er det også, og det fylder alt for meget. Medierne har haft fokus på såkaldte 12-tals piger, og i bund og grund er jeg desværre nok en af dem. Men dér, hvor det begynder at blive farligt er, hvis man tager den der 12-tals stræben med i alle aspekter i livet. For hvem er dommer, når der ikke sidder en censor fra gymnasiet eller universitetet? Og hvem sætter rammerne for, hvad der giver 12 i at være mor, og hvornår man kun har fået 7?

Den anden dag gik jeg på biblioteket uden at lede efter noget specielt. Men med et håb om at finde en eller anden lyst til at læse, for jeg savner min lyst til at læse, som jeg havde meget af i mange år. For en del år siden. Den gang jeg virkelig kunne fordybe mig i ting: læse bøger, løse kryds og tværs, spille klaver. I mange år har der været for meget larm i mit hoved til fordybelse, og det har faktisk også gjort det vanskeligt at studere, for selvom jeg læste noget, der interesserede mig, var fokus der aldrig 100%. Jeg fandt ikke rigtig nogle bøger (udover “Historien om tissemanden” til Louis – som i øvrigt er en pænt underlig børnebog) men jeg faldt over en bog på vej ud af døren, og den satte nogle tanker igang. Omkring at fokusere på de ting, der bringer glæde og ro. Om ikke at løbe i det evige hamsterhjul blot for at nå hen til et eller andet fastsat mål, som hele tiden flytter sig. Min konstante dårlige samvittighed og følelse af at blive bedømt af andre, selvom jeg er den eneste der dømmer mig selv, den er jeg træt af. Og jeg har egentlig bare lyst til at nyde livet uden at forsvare den lyst. Vi er i en så heldig situation, at vi IKKE behøver slide og slæbe for at få hverdagen til at hænge sammen, da vi ikke har sat os meget fast med dyr ejendom og afbetaling. På et tidspunkt var det noget, vi gjorde fordi vi ikke havde andet valg, men det er stille og roligt blevet et mere bevidst valg. At leve billigt, simpelt og så minimalistisk som muligt. Den store luksus for os er at kunne spise ude eller købe take away næsten så tit vi har lyst, for vi er bare skide dårlige til at lave madplaner. Og når vi stort set kun bruger penge på mad, så hænger det fint sammen for os. I perioder irriterer det mig at se på vores møbler, der på ingen måde er indkøbt så de passer sammen, og det er anstrengende at det roder, fordi vi er fire mennesker på rimelig lidt plads. Vi er rigtig meget sammen alle fire, og nogle gange føles det overvældende, men jeg holder stadig på, at jeg ikke tror på vi kommer til at fortryde, at vi var meget sammen med vores børn, når de bliver ældre.

Jeg har meget sjældent været ramt på fysikken; min krop har stort set altid fungeret godt. Meget lidt sygdom, normal vægt, almindelig kondition, forholdsvis højt energiniveau osv. Og så lige pludselig fik jeg lungebetændelse. Bagefter fik jeg lungebetændelse igen. Den første omgang slog mig rimelig meget ud, og der var ikke overskud til andet end at ligge i sengen og bruge så mange kræfter som muligt på at være mor. Resten af tiden var det bare irriterende, for jeg blev ved med kun at kunne køre på halv kraft. Indtil jeg accepterede det og besluttede at køre på halv kraft. Så længe som behovet var der. Kristian kom hjem fra turné til en lang sommerferie og gav den (og giver den stadig) fuld gas som verdens bedste far, og sideløbende er mine kræfter stille og roligt kommet tilbage. Med en lyst til at arbejde lidt mere med den der indre ro, som jeg tror er derinde. I perioder, hvor jeg er stresset eller har tendens til depression kan jeg fortabe mig ind i den virtuelle verden, hvor intet med sikkerhed er sandt, men alt med sikkerhed er pyntet. Og der kan man møde mange andre 12-tals piger, der også har fået børn, og som har travlt med at instagramme deres perfekte måde at være mor på. Det skal de på alle måder have lov til, men jeg har pludselig mærket hvor meget det påvirker mig. Og jeg har lidt mere lyst til bare at være mor på min egen måde i stedet for hele tiden at tænke over, om jeg burde gøre det på en anden måde. Det er lettere sagt end gjort, og jeg får tit at vide, at jeg jo hviler så meget i mine valg. Men det gør jeg overhovedet ikke. Jeg ville ønske jeg gjorde, for nogle gange er det svært at stå fast, og jeg har ikke altid lige fem evidensbaserede artikler at smække på bordet, når nogen spørger ind til baggrunden for at gøre som vi gør (her tænker jeg især på slyngebæring all the time, samsovning, friamning, BLW, meget hjemmetid og meget LIDT institutionstid) for selvom jeg HAR læst en del omkring ovenstående, så er det meste baseret på intuition. Jeg tror jeg trænger til at skrælle et par lag af, så intuitionen kan mærkes tydeligere, og mavefornemmelsen får lov at bestemme, for min mavefornemmelse plejer at være rimelig fornuftig.

Idag har været en meget afslappet og dejlig familiedag, og jeg har været glad og rolig hele dagen, og det er skønt. Jeg håber, at nu hvor jeg har lidt mere styr på tankerne, så kan der også komme lidt mere styr på humøret. Det har i hvert fald virket som om, noget var rigtigt!

Lige meget hvem du er og hvordan du gør, så er det hele sikkert godt nok! <3

Jeg hviler slet ikke så meget i mig selv, som du tror…

De sidste 4-5 måneder har for mig været meget fokuseret på at være mor til en baby for anden gang. Som andengangsmor har man noget erfaring, der for mig også har gjort, at jeg på forhånd har tænkt lidt mere over, hvordan jeg ville gøre. Med Louis var jeg ikke i stand til at tænke på, at der faktisk kom en baby efter graviditet, og det gjorde, at jeg prøvede mig rigtig meget frem. Desværre også lidt med at følge nogle forældede råd og ‘sådan gør man bare’-tanker; dog fandt jeg meget hurtigt ud af, at jeg trivedes bedst med at følge mit hjerte. Jeg gør en dyd ud af ikke at fortryde noget i livet (lige med undtagelsen af en virkelig spild-af-tid-jeg-interesserede-mig-aldrig-for-den-men-brugte-2-års-SU uddannelse i marketing), men alligevel kan jeg nogle gange godt ønske, at jeg kunne få de første uger med Louis tilbage. Så ville jeg have vidst langt mere om etablering af amning, og jeg ville fx have haft kropkontakt med ham 24/7, og ikke puttet ham i en vugge, fordi andre sagde, jeg burde gøre det. Fred være med det, han er verdens dejligste 3-årige, han trives og virker på mig som et pisse trygt barn. Den symbiose, som jeg mistede lidt med ham, da jeg var højgravid med Frida og enormt presset både psykisk og fysisk, den er kommet stille og roligt tilbage, især efter jeg er begyndt at have ham hjemme det meste af tiden. Jeg føler simpelthen, at jeg kan mærke hans behov og læse og rumme ham rigtig godt igen. Ikke at jeg skal være bleg for at indrømme, at jeg kan blive skide provokeret, når han kaster med ting (han har sådan et særligt kast, der nærmest kan betegnes som slyngning, og det er bare MAX irriterende!) eller blive anstrengt når han larmer el.lign., det er bestemt ikke en dans på roser alle døgnets timer.

Jeg havde gjort mig tanker om, at jeg ville friamme Frida til hun selv afvænner og bære hende så meget som muligt, for at give hende ubetinget kropskontakt. Selvsagt vidste vi også, at vi ville praktisere samsovning, indtil børnene eller vi selv trives bedre på anden vis; det vil sige sandsynligvis indtil de selv beder om at få deres eget soveværelse. Kristian påstår at kunne huske at ligge i tremmeseng ved siden af sin mor og far til han nærmest tryglede om at få sit eget værelse; og hvis der er nogen der er selvstændig og groundet, så er det ham – hvad enten det spiller ind eller ej, så er jeg i hvert fald ikke bekymret for, om mine børn får for meget nærhed.

Selvom det måske virker som om, jeg er fuldstændig sikker i min sag og at jeg aldrig betvivler de måder, jeg gør tingene på, så bliver jeg faktisk enormt usikker, særligt når jeg møder nogen, der har valgt anderledes. Jeg får tit tanker om, at jeg sikkert gør det helt forkert, og at jeg hellere må prøve dit og dat, som jeg har set andre gøre. Også ting der måske ikke helt går i tråd med mine ‘principper’. I den forbindelse har jeg fx efter at have mødt min nye mødregruppe anskaffet mig fx en slyngevugge, et legetæppe og et babysæde til Trip Trap stolen (alle brugt, selvfølgelig!). Slyngevuggen var lidt i desperation, da jeg følte mig ret stresset over at skulle putte to børn alene hver aften, og jeg havde en formodning om, at Frida da lige kunne ligge og hygge i den, imens jeg puttede Louis. Not so much*. Pludselig blev jeg i tvivl om, hvorvidt Frida slet ikke ville udvikle sig ordentligt, hvis hun ikke havde sådan et legetæppe med dimser og farver, der kunne sige klingklang og rasle. Hun virkede ikke synderligt begejstret, og jeg synes ikke det var så naturligt for mig at lægge hende der – hun virker langt mere interesseret og opmærksom, når hun sidder i viklen hos mig imens jeg lever mit barselsliv og hun ser med i øjenhøjde. Og hun kan snildt vende sig fra ryg til mave og holder hovedet fint, så det skete altså uden legetæppet, som er sat til salg igen. I øvrigt synes jeg det er ret grimt, og jeg har ikke råd til de pæne og voksenvenlige af slagsen ;-) Hmm..babysædet er jeg lidt i tvivl om stadigvæk. Vores lejlighed er lille, og der er ikke mange gode steder, hun lige kan ligge, hvis jeg er nødt til at lægge hende fra mig (hvilket jeg gør så lidt som muligt). Samtidig har hun som bekendt en vildbasse af en storebror, og nogle gange er det bare mere sikkert lige at spænde hende fast et sted, hvor hun er uden for rækkevidde. En enkelt gang er hun faldet i søvn i den ved siden af mig, imens jeg spiste aftensmad. Jeg er bare stadig ikke vild med at lægge hende der, for den har jo de samme ulemper som en traditionel højstol, idet ryggen er passiv og hun i det hele taget ikke rigtig kan bevæge sig. Derfor opholder hun sig kun meget kortvarigt i den, og kun hvis jeg lige skal noget hvor jeg skal have hænderne fri og det er mere sikkert ikke at holde hende (fx tage noget varmt ud af ovnen eller…kan ikke komme på andet ;-) ) Under alle omstændigheder kan hun sandsynligvis sidde selv indenfor et par måneder, og i mellemtiden står stolen her til enkelte situationer, hvor den måtte være brugbar, inden den kommer til salg igen. Til gengæld har jeg fået en ny ringslynge af min mand, og den gør det meget nemmere lige at få baby op og ned, hvilket er et super alternativ til viklen, som tager lidt længere tid at binde og stramme ordentligt til.

Det er blevet lettere for mig at svare på de spørgsmål, jeg får omkring babybæring: ‘bruger du ikke barnevogn?’ – ‘sover hun alle lure på dig?’ – ‘kan hun godt sove lange lure der?’, osv. På et tidspunkt følte jeg, at jeg lidt skulle forsvare det; jeg tog altid spørgsmålene som angreb eller kritik. Måske glemte jeg, at folk sikkert bare spurgte af interesse eller nysgerrighed, og som titlen på indlægget afslører, så har det nok også spillet ind, at jeg ikke nødvendigvis altid hviler totalt i de valg jeg tager. For så vidt det kan lade sig gøre forsøger jeg at stå fast på, at valget skal fungere nu og her. Blandt andet derfor har jeg heller ikke endnu sat slyngevuggen til salg igen. Lige nu er den ikke relevant, men jeg afviser ikke, at det kunne være et rart sted at sove lur (for Frida!) senere hen, når hun og jeg er mere klar til mindre kropskontakt. Men hvis jeg skal være ærlig så tror jeg det ikke… Under alle omstændigheder så er et godt og rigtigt svar jo altid, at det fungerer for os. Det giver både grunden til, hvorfor man gør som man gør, og samtidig undgår man at komme til at virke som om, man synes andre skal gøre det på samme måde; for de skal naturligvis blot gøre som de synes fungerer.

Så sent som igår tænkte jeg igen, om jeg mon burde prøve at gå en tur med Frida i barnevognen, for måske ville hun så sove en længere lur. Men det føles ikke naturligt for mig, og det kræver altså sin kvinde at holde fast på, at ens baby er som hun skal være, selvom der ikke er noget der hedder 3-timers lure. Hun er jo som førnævnt fuldstændig med på udviklingen, og hun sover som en drøm om natten, hvilket hun har gjort siden fødslen. Ydermere græder hun meget sjældent, og jeg synes at alt den tæthed jeg har med hende gør det langt nemmere at mærke hendes behov og opfylde dem uden tøven. Jeg har vist nævnt tidligere, at hun føles som en del af mig, og nogle gange næsten som om, hun stadig er i min mave – nu er hun bare uden på og har åbne øjne. Nine months in – Nine months out er et begreb, jeg flere gange er faldet over. Mon ikke det passer meget godt, at omkring de 9 måneder, vil de fleste raske børn nok prøve at søge lidt væk fra mor og far, da de måske har lært at kravle og ønsker at udforske verden? Ofte den hårde periode med separationsangst, for de vil bare gerne det hele men også have mor og far inden for rækkevidde.

Det blev egentlig længere end først tiltænkt, og nu er der et eller to børn der siger lyde, så jeg må hellere trække mig. Tak fordi du læste med ;-)

PS. Der er naturligvis en masse evidens der tyder på, at børn har rigtig godt af at være meget tæt på deres nærmeste omsorgspersoner uden nogen form for træning af adskillelse; at det er godt og naturligt at lade dem selv afvænne sig fra brystet i et langsomt tempo, at deres motorik og hjerne bliver stimuleret på meget passende og givende vis ved at blive båret i slynge, at de græder langt mindre når de bliver båret og sover sammen med deres mor med fri adgang til brystet, at mødre der samsover med deres baby sover langt bedre under amninger osv. Prøv selv at google lidt og gå gerne uden om Helen Lyng Hansen hvis muligt ;-)

 

*Jeg er meget kraftigt imod søvntræning af nogen art, og jeg vil aldrig i lade mine børn græde uden at de er i min favn. Heller ikke bare brokke sig lidt, og Frida brokker sig altså, når hun bliver lagt i den hængekøje, og der er ikke plads til mig dernede. Til gengæld har de to krapyler lige i øjeblikket fået nogenlunde samme puttetidspunkt, hvilket vil sige at jeg pt. kan putte dem begge til natten cirka 19.30, og så sover de jo tæt sammen, imens jeg har lidt aften. Win-win, håber det bliver ved!

 

Jeg har fundet mig selv, men glemt mit hoved under armen…

I øjeblikket befinder jeg mit tit i situationer, hvor jeg ikke kan gøre andet end at glo ud i luften. Når jeg har ammet Frida i søvn, og Louis er faldet i søvn på den anden side af mig, og jeg ikke ligger i en position, hvor jeg selv kan sove. Og jeg heller ikke kan rejse mig af frygt for, at de vågner. Og min hånd er ved at være groet fast på min telefon og jeg har læst de samme opslag på Facebook 100 gange. Jeg kom under ovenstående seance idag til at tænke lidt tilbage på tidligere perioder af mit liv. Der er egentlig mange ting jeg har glemt og fortrængt, herunder især følelser omkring forskellige situationer; men en følelse, der altid lidt har fulgt mig er at jeg ikke helt kunne finde min plads. Der har altid været kærlige, stærke og trygge individer i min familie, men måske har jeg ofte tænkt at det gjaldt om at finde lige præcis dén rigtige vej og så følge den. Men jeg har bare flere gange opdaget, at vejen tit ændrer retning eller deler sig, så man igen skal vælge eller beslutte. For snart 17 år siden flyttede jeg til USA sammen med dem, der dengang udgjorde min ‘nærmeste’ familie. Jeg kan huske, at det føltes som om, vi tog fra lufthavnen hen til bilforhandleren, for man kan som bekendt ikke komme nogen steder uden en bil derovre. Beslutningen om at vi skulle flytte var udelukkende min mors, og jeg var på intet tidspunkt glad for det. Heldigvis havde jeg min elskede søster med, men hun var mindre og måske lidt mere spændt på eventyret. Mine tanker omkring det idag er, at jeg var utryg (blandt andet pga. den daværende familiekonstellation, som ikke er der mere), splittet og usikker. Splittelsen har hjemsøgt mig lidt i perioder; jeg har enormt svært ved at acceptere, når jeg gerne vil være to steder på een gang. Ligesom at savn har været en voldsomt overvældende følelse for mig – selv sådan noget som hvis Kristian lige skulle være væk et par dage – måske fordi jeg i den periode oplevede savn henover meget store afstande. I de følgende år savnede jeg bare altid nogen; når jeg var i USA savnede jeg familie og venner derhjemme, og da jeg selv flyttede tilbage til Danmark to år efter, savnede jeg konstant min mor og min søster…

Det er sjovt, som sådan nogle afgrænsede og overståede perioder af livet lagrer sig som oplevelser med dertilhørende følelser, hvadenten de er friske i hukommelsen eller fortrængt.

På mange måder føler jeg, at jeg nu har en plads i mit eget liv, som er helt rigtig. Der har været meget styrkende og helende for mig i at blive mor. Heldigvis har det medfølgende ansvar givet mig den største motivation til at finde de bedste sider frem af mig selv, og det har givet mit et drive og en lyst til livet, som jeg elsker. Med tiden synes jeg det har udviklet sig på en rigtig gode måde, idet især mit selvværd er blevet langt bedre af at være nogens mor. Selvværdet giver styrke, og især hvis selvtilliden bliver udfordret, når noget er svært, så hjælper det jo på alle måder, hvis ens grundfølelse er, at man er noget værd. I hverdagen bliver jeg tit overvældet af hvor hårdt det er at have små børn, og hvor meget det fylder. Det er jo cirka 23,5 time af døgnets timer, der bliver brugt på at prøve sig frem med, hvordan fanden man skal gebærde sig som forælder, og hver dag lærer man noget nyt. For tiden øver jeg mig i at nyde det, for selvom et par minutter nogle gange kan føles som evigheder, så er tiden sådan overordnet set fløjet afsted, og lige om lidt bliver Louis 3 år! Jeg kan virkelig ikke forstå, hvor meget den dreng har givet mig i løbet af sit korte liv; han har simpelthen lært mig så ekstremt mange ting og jeg har oplevet følelser så intense, som jeg aldrig har oplevet før – både de postitive og de svære. Det der med at se verden igennem en person, der bare vil lære ALT der læres kan, dét er guld værd <3

Helt lavpraktisk så er det jo bare fuldtidsarbejde at være mor (eller far), og at man har mange bolde i luften er vist nærmest en underdrivelse. Der skal tit ikke så meget til, at det hele ramler for mig, og igen er det en evig øvelse i tålmodighed, overblik og tag-tingene-som-de-kommer-mentalitet. Men det, der starter som ammehjerne bliver altså bare ved, når man hele tiden er på for sådan to små øgler. Her til aften blev jeg ringet op af et hemmeligt nummer ved 18-tiden. Telefonsamtalen var cirka sådan her:

“Hej, det er xxx fra Københavns Politi det er ikke noget alvorligt” (med vilje at det er uden komma, for hun sagde det lige præcis ud i én køre)

Mig: “!?!?!?!?!?!?” (Kristian var ikke hjemme, og selvom hun talte videre og allerede havde nævnt min bil, som holdt parkeret udenfor, så nåede der jo cirka at gå 1 million tanker igennem mit hoved omkring, hvad der var sket med mine børns far)

“Du er ejer af en VW Polo, der holder på Tåsinge Plads, ikke sandt? Der er en borger der har ringet ind og sagt, at nøglen sidder i døren. I øvrigt ringer vi aldrig, hvis det er rigtig alvorligt.”

Det var som sagt lørdag aften kl. 18, og sidst jeg brugte bilen, var da jeg kom hjem fra Louis’ børnehave igår, fredag kl. 15. Så ved man, at man bor i et roligt kvarter. Jeg måtte pakke min nøgne baby ind i et trøje og lade min 3-årige blive i lejligheden, imens jeg løb ud og hentede nøglen. Politidamen sagde, at det selvfølgelig sker, men ofte så kører en eller anden bare med ens bil. Det var lige før puttetid af to stk trætte børn, og jeg var bare så høj på adrenalin, at jeg gik rundt om mig selv i en form for choktilstand. Heldigvis gik det hurtigt over, nøglen er på plads, og to stk trætte børn sover. Jeg skal vist til at huske min morgenkaffe…

I kategorien “andre tanker” er jeg bare rigtig træt af bloggens navn. Det er trods alt mere sigende end det gamle, men jeg synes ikke rigtig, det er mig. Måske skulle den bare hedde det, jeg hedder, for det er jo i bund og grund det, den er. Mig, mine inderste tanker og mit liv. Jeg har hermed to ting, jeg vil forsøge at implementere fra nu af: mere tid med bare fødder og en make-over af en art af bloggen.

God lørdag til dig, og tak fordi du læste med <3

There’s a first for everything…

Dette blev dagen (aftenen), hvor mine to børn for første gang blev puttet inden min sengetid. Den ældste har selvfølgelig haft tidlig(ere) sengetid i noget tid, men i dag nærmede de sig næsten at være sengeklar samtidig. Og grunden nu 4 1/2 måneds natamning, hvor jeg altid ligger ned (om natten), er jeg faktisk frisk nok her kl. 21 om aftenen. Men jeg skal da love for, at jeg blev rastløs, da jeg pludselig var vågen, frisk og med to sovende børn i hjemmet. Hvad fanden skal man så lave? Jeg gider ikke sætte en serie på, for jeg hader at blive forstyrret (hvis baby vågner), jeg var ikke sulten (jeg bruger ellers de fleste friminutter på en dag på at æde), og jeg kunne af gode grunde (alene hjemme) ikke gå en tur. Så guess what: 50 air squats, 10 push ups og 2 minutters mavetræning BAM lige der på stuegulvet. And I’m not even kidding. Det blev den rationelt bedste beslutning fordi 1) det krævede ingen forberedelse (andet end en smule mobilitetstræning som opvarmning) 2) det larmede ikke 3) HVIS jeg var blevet forstyrret af et barn, så havde jeg bare sluppet for resten! Jeg blev lidt inspireret af vores samtale til mødregruppe idag om, at ens numse den bare bliver flad af at få børn. Graviditet og de dertilhørende forandringer i kroppen, siddende og liggende amninger i døgndrift og andre mindre glamourøse ting ved at være mor. Man er nok ofte fokuseret på at den der mave bare skal blive flad igen, og det gør det jo sjovt nok ret ofte fordi der (surprise) ikke ligger 3 kilo baby og 1 kilo moderkage derinde længere, men numsen bliver bare tit ligeså flad. Jeg glæder mig til at vågne imorgen med en helt fast numse efter aftenens enorme indsats ;-)

Det kunne da godt blive et meget godt aftenritual, i øvrigt. Mon ikke der ville komme noget godt ud af det på et tidspunkt?

Kristian sagde idag, at han synes jeg skulle skrive et blogindlæg om, hvor meget Louis er begyndt at lege selv herhjemme efter han er kommet ned på 1-2 dage om ugen i børnehaven. Han craver vores opmærksomhed langt mindre til daglig, og han engagerer sig selv og sine legesager (og vores møbler, køkkenredskaber, sko, dyner osv – se fx min Instagram @marielouisejuul for et eksempel fra idag!) rigtig meget i længere lege. Det er nok også alderen, der har noget at sige, og vi bliver bestemt også involveret i større eller mindre grad, men der er en markant ændring i hans adfærd herhjemme. Det krævede en tilvænningsperiode, for i starten tror jeg sgu han var lidt forvirret over at skulle i børnehave den ene dag og så pludselig være hjemme de fem efterfølgende. Men der er kommet en ro over det lige nu, og generelt synes jeg, at han er ret harmonisk – så harmonisk man nu kan være, når man er næsten 3 år. På en måde indgår han bare mere i vores dagligdagsrutiner; når vi er hjemme laver vi hver vores, når vi tager ud laver vi ofte noget mere børnerelateret – legeplads, legeaftaler, cykelture osv.

Udover hjemmetræningen, som nok var første gang i denne barselsperiode, så skal vi også noget andet for første gang imorgen, nemlig til påskefest med vores nye legegruppe for børn i Louis’ alder. Med nogen, vi har mødt et par gange, og nogen vi ikke har mødt før. Jeg ser det som meget positivt for mine sociale evner med al det her hjemmepasningshalløj, for jeg har virkelig været nødt til at opsøge lidt mere voksenkontakt, da mit netværk i forvejen ikke har bestået af mange, der kan ses i dagtimerne til hverdag. Og jeg har typisk været den der forælder, der bare ikke gider tale med andre på en legeplads, spørg mig ikke hvorfor. Mit behov for socialisering er måske ikke til den høje side, men jeg er blevet bedre (og har fået mere lyst) til lige at veksle et par ord med dem jeg møder – man snakker jo alligevel altid om ungerne, og hvis der er NOGET jeg kan snakke om, så er det mine børn (sorry til jer der ikke gider høre om dem, helt i orden med mig!). Fx mødte vi en sød lille pige og hendes mor i Fælledparken i sidste uge, og vi vekslede et par ord, imens vores børn gyngede sammen. Senere på ugen viste det sig, at vi bor i samme gård og havde en del værdier omkring småbørn tilfælles – en hyggelig og uformel måde at udvide netværket på, og det er jo kun skønt med legekammerater i gården!

Der er lige akkurat 1 minut til kl. 21.30, og det er det gyldne tidspunkt for mig; hvis jeg går i seng der (nu) så er jeg udhvilet imorgen – hele dagen. Bliver det meget senere, så kan jeg som oftest stadig sagtens stå op, men så er batteriet bare fladt kl. 16.30, og det er for det meste dér, hvor børnene har ekstra meget brug for en solid forælder. Fx idag, hvor Kristian heldigvis var hjemme imellem understudyprøver og forestilling, da begge børn havde brug for tæt kontakt. Frida var bare træt og sover altid på en af os, og da Louis så hende blive puttet hos far, så ville han også op, så jeg måtte lave aftensmad (læs: tage tomatsuppe ud af fryseren) med 13 kilo knap 3-årig på maven. Det var ikke et kønt syn, men det var hyggeligt.

Nu tør jeg ikke trække den længere – tak fordi du læste med <3 Har du en kommentar eller bare en virtuel high five, så smid den gerne nedenfor :)