Jeg leger aldrig med mine børn…

Indlægget er blevet lidt langt, og hvis du bare vil finde svar på den forfærdelige overskrift, og undgå at høre om vores hverdag, så skal du scrolle helt ned til sidste afsnit…

 

På det sidste har jeg ofte mødt (kærlige) kommentarer omkring, hvordan jeg kan klare at have to børn hjemme på fuldtid. Eller, vi er jo ikke som sådan “hjemme” særlig meget; men to børn, som har en alder, hvor de i dette samfund normalt ville tilbringe hovedparten af deres dag i en institution – ude af institution. Det er jo ingen hemmelighed, at Louis ikke har været såkaldt hjemmepasset altid; han har gået i institution, dog aldrig på “fuld” tid, idet vi har en meget fleksibel hverdag, men han har dog været afsted nogle timer de fleste dage. Indtil februar i år, hvor jeg startede med at ændre vores hverdag. Først kom han på en form for deltidsordning, hvor han gik i børnehave to dage ugen, og for to måneder siden meldte vi ham helt ud af børnehaven efter diverse udfordringer, som vi ikke følte, at vi havde energi eller lyst til at kæmpe med ovenpå sygdom og et generelt hårdt år. Det skal nævnes, at børnehaven var en rigtig god en af slagsen, så det er ikke dér, udfordringerne lå.

De kommentarer og spørgsmål jeg møder i øjeblikket, har givet mig lyst til at afkræfte to, efter min mening, vigtige punkter:

1 – Jeg har superkræfter eller er en mor med særlige evner

2 – Det at være uden institutionsplads er lige med afholdelse fra al social omgang med andre børn

Nu er det lørdag aften, jeg har været til (en dejlig!) barnedåb hele dagen, og har lige ligget i sengen i halvanden time og puttet med børnene, så måske skal jeg for en sikkerheds skyld gøre det helt klart, hvad pointen er: jeg har IKKE superkræfter og jeg anser IKKE mig selv som en hverken perfekt eller særligt ‘gifted’ mor. Og mine børn er – omend det i daglig tale hedder ‘hjemmepasset’, ikke mere hjemme i deres eget hjem end andre. Nu burde det være på det rene ;-)

De typiske kommentarer jeg hører er, om det ikke er meget hårdt og hvordan jeg så aktiverer især Louis, for “han har jo brug for at se andre børn og have legekammerater”. Til det første er det umiddelbare svar “ja”. Selvfølgelig er det hårdt. Det ER krævende, overvældende, tidskrævende og forbundet med mange følelser og bekymringer at have børn. Det er nok lige meget, om de går i institution eller ej. Men for mig har tiden væk fra mine børn sjældent været specielt opladende eller afstressende. Med andre ord: da Louis gik i institution og han og jeg var adskilt, havde jeg det ikke godt. Jeg savnede ham, tænkte på ham, var ked af at gå glip af hans dag osv. Det selvom han har været passet af nogle ekstremt kærlige mennesker. Og for at gå videre med det andet punkt, så har han jo ligeledes haft legekammerater, og flere af dem, han har fået igennem tilknytningen til to forskellige institutioner har han stadigvæk. Nu ser han dem bare på andre tidspunkter og i andre sammenhænge.

Det er naturligvis forældre, som selv har deres børn i institution, der typisk spørger undrende til, hvordan jeg dog kan holde ud at være sammen med børnene hele dagen. Jeg kender efterhånden mange andre mødre (og nogle fædre), der på forskellige måder har indrettet sig sådan, at deres børn ikke er i institution. Og de ved jo allesammen – selvom alle er forskellige – nogenlunde hvordan det er, når børnene er en del af ens hverdag hele tiden. Der kan være uendeligt mange grunde til de valg, og i det store hele gør de fleste nok det, de trives bedst med. Udover at der jo ER mange i dette land, der har taget valg der gør, at hjemmepasning slet ikke er en mulighed rent økonomisk, og det måske derfor slet ikke kommer på tale; selv hvis der var et ønske om det. Men tilbage til forældrene, der spørger om det er hårdt.

Hvis man nu vækkes af vækkeuret kl. 6 hver dag, for derefter at vække sine børn, give dem morgenmad, tøj på og proppe dem i cyklen/klapvognen/slyngen og drøne ned til institutionen for derefter at drøne direkte videre til en 8 timers arbejdsdag, hvorefter man halser tilbage for at hente et barn, man har savnet; tager videre på indkøb og hjem til madlavningen inden hele aftenritualet med bad, nattøj, tandbørstning og putning starter – så kan jeg godt forstå man tænker det må være hårdt. Nu er ovenstående scenarie LANGT fra (heldigvis) hvordan de fleste lever, men jeg forestiller mig, at sådan en hverdag ikke efterlader de allerbedste timer sammen med børnene. Det vil jo typisk være i ydertimerne, samt i weekenderne, hvor hele familien måske er lidt underskud af alt, at man er sammen. Og der er børn sgu da pisse krævende og needy. Så hvis man tænker, at ens børn er sådan hele tiden, så kan jeg godt forstå, at jeg får de der forfærdede spørgsmål. Men blandt andet på grund af Kristians arbejde, kender jeg rigtig mange forældre, hvis hverdag overhovedet ikke ser ud som ovenstående, og ingen familier er ens. Derfor kan man heller ikke sammenligne vores situation med sig selv eller andre, men man kan jo altid inspireres eller lære nyt.

Som kontrast til det fiktive eksempel på en hverdag, synes jeg efterhånden, at vi har haft en tilstrækkelig lang periode helt uden institution til, at vi kan bringe en “sådan ser vores dag ud” på banen. Den kommer her:

Vi bliver også vækket af vækkeuret – det hedder Louis – kl. 6. Til gengæld vågner vores børn af sig selv, og vi behøver ikke storme ud af sengen og komme i tøjet, for ingen skal på arbejde om morgenen. Bemærk her, at far jo typisk først er kommet hjem fra arbejde kl. 23.30, hvorfor jeg forsøger at stå op som den første. Vi har derfor god tid til at spise morgenmad og tulle rundt i nattøj, og typisk har vi aftaler ved 9-11 tiden. Det er enten med enkelte legekammerater (det kunne eksempelvis være andre hjemmepassere eller børnehavebørn, der har en fridag) eller i legestuer, som vi pt. går i to gange om ugen. Inden vi skal afsted smører vi madpakker, og typisk skal Frida have en lur på vejen til vores aftale. De fleste dage er vi ude til cirka kl. 14/15 stykker, og på vej hjem sover Frida igen, og for tiden sover Louis faktisk også på vej hjem. Når vi er kommet hjem og har fået pakket ud, spist lidt eftermiddagsmad, tullet lidt mere osv., så begynder andre folk jo typisk at komme hjem fra arbejde. Derfor kan vi ofte afsætte Louis lidt til fx at lege med nogle venner i gården eller oppe hos mormor og bedstefar (som også bor i gården!), og vi kan slappe lidt af, arbejde, træne eller lave aftensmad på skift. Når vi har spist, skal Kristian de fleste dage afsted på teateret, og så er der for det meste lidt fri leg indtil børnene er trætte. Jeg putter dem oftest samtidig, men nogen gange er Louis ikke træt når Frida skal sove, og så finder han selv på noget stille og roligt at lave, indtil han selv lægger sig i sengen eller på sofaen, når han er klar til at falde i søvn. Det svinger lidt, hvornår jeg selv går i seng; mange gange falder jeg i søvn sammen med børnene, andre gange er jeg nødt til at stå op igen for at arbejde eller lave ammevejledning, og andre dage står jeg op for at have lidt tid til mig selv.

Ovenstående er et eksempel på en god dag ;-)

Der er også mange dage, hvor alt går op i hat og briller, vi fx sover dårligt om natten, vi ikke når afsted til tiden og jeg bliver stresset og sur, Kristian skal gå tidligere og vi er alene flere timer osv osv. Men i det store hele synes jeg faktisk, at det er et meget godt billede på vores hverdag. Og jeg kan ret godt lide hverdagen lige nu.

Jeg tror ikke vores dage er hårdere eller mindre hårde end andres. Det er bare sådan, vi lever lige nu, og der er særligt én grund til, at jeg godt kan lide det: Jeg har ikke fornemmelsen af, at jeg hele tiden ‘skal’ være på og skal indhente noget tabt tid med mine børn. Så jeg har ikke dårlig samvittighed, hvis jeg laver noget andet end at være på dem, når vi er sammen. Og de brokker sig ikke så meget over det. Jeg forsøger altid at åbne for muligheden for, at de kan inddrages i det jeg laver. I Fridas tilfælde er det fx at kravle op i opvaskemaskinen, mens jeg tømmer den. Men Louis hjælper og deltager ekstremt meget herhjemme efterhånden. Vasketøj, indkøb, madlavning, putning af Frida, skrive mails, sende pakker, rydde op, gøre rent, hvad ved jeg. Ofte går han lidt til og fra og leger selv, og nogle gange kommer han rigtig godt ind i en leg, så jeg faktisk har lidt ro. Jeg kan ligeså godt indrømme det: jeg hader at lege! Jeg hader at bygge Duplo, togbane, lave restaurant, lege med biler, alt. Det stresser mig og keder mig. Men jeg ELSKER at være sammen med børnene, tale med dem, spise med dem, tage på tur og opleve verden, inddrage dem i projekter og se dem udvikle sig. Ligesom jeg også elsker at tage til træning eller gå en tur for mig selv, og jeg glæder mig til der er mere luft til det igen. Men det her naturlige og stressfrie samvær med børnene….it’s growing on me. Der er nok desværre en form for deadline på situationen som den er lige nu, men i vores familie er vi både ret gode til, men også ofte nødsaget til at tage tingene nogle måneder ad gangen. Og indtil videre er det gået fint på den måde, synes vi selv.

Jeg elsker i øvrigt også, når jeg får beskeder med spørgsmål til vores liv, og det er altid skønt at tale med andre om deres måde at gøre tingene på, for jeg er overbevist om, at alle vælger det, der er helt rigtigt for dem. Hvis du har en helt anden måde at være forælder på, eller hvis du ikke er forælder endnu men har tanker om, hvordan du vil være det, så smid endelig en kommentar <3

 

PS. Hvis du vil se lidt billeder fra vores hverdag (og ikke er bange for hippieagtige lange stykker stof til at bære sine børn i) så tjek min instagram: marielouisejuul

Reklamer

Undtagelsestilstand i familien…

Der er efterhånden gået noget tid, siden jeg har skrevet på bloggen. Sidst jeg skrev handlede det vist lidt om at komme sig over sygdom, og der var jeg også ret sikker på, at jeg havde taget min del indenfor det område; i hvert fald for 2017. De sidste par uger har jeg været igennem så mange ting, at det stadig føles helt surrealistisk at tænke på, at det faktisk var mig der var igennem alle de ting. Jeg har skrevet det ned flere gange og med forskellige formuleringer, og alligevel er det mærkeligt at tænke på nu. Ligesom fødselsberetninger kan jeg godt synes det er spændende at læse om sygdomsforløb (selvom det naturligvis er fedest, når de ender godt!), både fordi jeg interesserer mig for behandling og fordi det er så individuelt hvordan den enkelte oplever at være syg. Så udover at det nok har en vis terapeutisk effekt på mig at skrive det ned, så kan det jo også bare blive en historie, jeg deler, fordi jeg har lyst <3 Så hermed en lille historie om, hvordan tæppet er blevet revet væk under vores familie et par gange i løbet af de sidste tre uger:

I søndags for tre uger siden fik jeg ondt i maven om aftenen. Jeg var sikker på at det bare var lidt luft ;-) så jeg gav den gas (ha!) med massage og alskens bevægelse og tænkte, at det ville gå over dagen efter. Mandag stavrede jeg Østerbro tynd med børnene, men der skete bogstaveligt talt ikke en skid, og det blev værre og værre, jo mere jeg gik rundt. Om eftermiddagen besluttede jeg alligevel at ringe 1813, for smerterne var konstante og blev værre. Jeg var meget overbevist om, at det var regulær forstoppelse, selvom jeg ikke rigtig kunne se, hvorfor jeg skulle have fået det. Sygeplejersken i telefonen syntes dog det var en god ide at blive tjekket, selvom hendes personlige holdning var, at glutenfri kost er vejen frem ved alle maveproblemer, men….det har jeg afprøvet flere gange. Kristian havde første gennemspilning med publikum på teatret, så Louis blev hjemme hos min mor, imens jeg tog Frida på maven og kørte til Bispebjerg Hospital. Ret hurtigt konstaterede en læge ved at trykke på min mave, at jeg enten havde blærebetændelse eller blindtarmsbetændelse og stak mig en kop til at tisse i. Det gjorde jeg, og derefter gik der halvanden time uden at jeg så noget personale, og jeg var ved at blive lidt nervøs for udfaldet. Frida havde skoldkopper i hele hovedet, men hun faldt heldigvis hurtigt i søvn, og Louis accepterede at skulle puttes hos mormor. Efter nogle timer spurgte jeg ind til situationen, og da blærebetændelse var udelukket via urinprøven, konstaterede de blindtarmsbetændelse, som man jo desværre ikke rigtig kan teste for uden at åbne folk. Jeg skulle eftersigende opereres om natten, og skulle derfor omgående starte faste, og selvom det var lidt skræmmende det hele, så var det alligevel konkret nok til at jeg bevarede roen. Jeg havde aldrig prøvet at være i fuld narkose, ej heller andre operationer eller indgreb, men jeg var træt, i smerter og sulten, så jeg tror ikke min hjerne duede til så meget andet end bare at være.

Image-7
Første lur hjemme efter første adskillelse <3

Kristian fik lov til at gå fra teatret kort efter pausen, og kom ud for at tage Frida med hjem til natten. Det var til gengæld rigtig hårdt, for jeg har ikke været væk fra hende andet end et par timer hist og her, og da SLET ikke om natten. Det var heller ikke noget, jeg havde planlagt skulle ske foreløbig, men idet de mente at ville operere om natten, duede det ikke rigtig at have en baby på hospitalet. Jeg lukkede ikke et øje hele natten, og ud på morgenen blev jeg nødt til at bede om noget væske med sukker i drop, for jeg var ved at besvime pga. de mange timer uden mad og drikke. Tirsdag formiddag var jeg stadig ikke blevet opereret, og Louis og min mor nåede at besøge mig. Senere på formiddagen kom Kristian og Frida, som jeg havde været væk fra i 13 (!!) timer, og heldigvis kampammede hun, da vi var sammen. Da klokken blev omkring 14 var der endelig udsigt til, at jeg skulle opereres snarligt, og der havde jeg fastet i et døgn, så jeg kørte ret meget på den sidste energi. Kl. 15 blev jeg hentet af nogle meget søde portører, der uden tvivl satte en stor ære i at gøre netop turen til operationsgangen til en god oplevelse. At blive lagt i fuld narkose var enormt grænseoverskridende, men samtidig var det på en måde rart ikke at have nogen ide om, hvad de foretog sig, og de havde forklaret proceduren grundigt. Desværre blev der ikke helt koordineret opvågning og smertedækning, så jeg havde skide ondt, da jeg vågnede op, og det hele var meget blurry. Det var blevet godt ud på aftenen, og Kristian var nødt til at tage på teatret, Louis var igen installeret hos mormor og bedstefar, og vores ekstremt loyale og kærlige ven Morten var på hospitalsstuen sammen med Frida og ventede på mig. Da jeg endelig blev kørt tilbage, var jeg udmattet og groggy, så det eneste jeg orkede var at ligge ned og amme Frida. Omkring midnat kom Kristian tilbage, og der ville jeg bare gerne hjem, så vi tog hjem og spiste frysepizza og sov i vores egen seng, så Louis kunne komme hjem lige når han vågnede.

I dagene efter operationen var jeg ret overrasket på den negative måde over, hvor skidt jeg havde det. En frisk og måske lige kæk nok læge havde talt om proceduren som om man sprang ud af sengen klar til en ny dag efter få timer – og det er der måske også nogen der gør. Men jeg havde fastet i næsten 30 timer, ammet en 10 kilos baby og jeg har meget svært ved at spise medicin, så jeg var desværre lidt for dårlig til at smertedække mig selv. Samtidig gik min mave helt i stå, nok både af faste og operation, så den næste uge døjede med rigtig forstoppelse, hvilket var 100 gange mere smertefuldt end selve blindtarmsbetændelsen. Da der var gået 8 dage, hvor jeg flere gange havde været tilbage på hospitalet til tjek, havde jeg lige en halv dag, hvor jeg syntes det gik fremad. Mere gang i maven, færre smerter, bedre appetit osv. Men 10 dage efter operationen fik jeg ondt et nyt sted på en ny måde, og efterhånden kender jeg min krop og dens reaktioner ret godt, og jeg kunne mærke at det ikke var normalt.

Efter meget ventetid og faren frem og tilbage, blev jeg ultralydscannet på Bispebjerg pga. mistanke om en byld i området, men jeg havde selv luret, at smerterne nu sad mere omme på ryggen, og lægen så meget hurtigt, at det slet ikke var maven der var problemet. Til gengæld havde jeg en stor væskeophobning i højre nyre, hvilket alle på hospitalet undrede sig meget over. Det blev noget af et spetakel, idet den ene sagde at det skulle ud IDAG, den anden sagde at det ikke var noget farligt, osv., men under alle omstændigheder skulle jeg på Rigshospitalet, for nu hørte jeg pludselig til urologisk afdeling, og ikke mave-tarm kirurgi. Så farvel til hende den pylrede, ammegale mor fra Bispebjerg, og direkte ind på Riget torsdag aften med nyresmerter og en mand der havde fået overstået en premiere midt i virvaret, og ikke rigtig troede sine egne ører, da han fik mit opkald. Heldigvis for mig og for børnene besluttede han hurtigt at melde afbud til arbejdet.

Det tog omkring 45 minutter for personalet på den nye afdeling at finde ud af, hvorfor jeg var kommet, men da jeg endelig kom til en læge, blev jeg scannet igen, så hun OGSÅ kunne konstatere, at der var væske i nyren – hvilket jeg jo selv havde set flere timer før. Der blev startet antibiotika i drop, da jeg også havde feber, og så fik jeg lov til at sove hjemme, selvom jeg egentlig blev indlagt. Planen var en undersøgelse af nyrens funktion fredag morgen. Næste morgen tog jeg med min mormor tilbage på Rigshospitalet, og hun tilbragte det meste af sin 81-års fødselsdag med at underholde og passe på mig, hvilket var guld værd, for jeg var meget feber- og infektionsramt. Lægerne sadlede dog om, og ville gerne se om de kunne klare det hele medicinsk uden indgreb, så man valgte at fortsætte intravenøs antibiotika og se tiden an. Desværre var vi nået til den weekend, hvor min mor og hendes mand afholder den årlige Strikkefestival i København, og det satte også ekstra pres på hele situationen omkring at være indlagt og have små børn. Mange gange blev vi mødt af en undrende “kan de ikke bare blive passet?”….. Til det måtte jeg bare bide tænderne sammen for ikke at skrige ER DU FULDSTÆNDIGT FRA DEN DE ER 3 ÅR OG 10 MÅNEDER OG HAR ALDRIG UNDVÆRET DERES MOR……, men for det meste sagde jeg bare “nej, det kan de desværre ikke, og i øvrigt ammer jeg den mindste, og nej, hun tager ikke flaske”. Kristian blev hjemme fra teatret i 4 dage og var fuldtidsfar for to forvirrede unger, der savnede deres mor, ikke sov om natten, og så kørte han i øvrigt i pendulfart mellem hjem og hospital, så jeg kunne amme Frida så meget som muligt.

Lørdag eftermiddag var der stadig ingen bedring, snarere forværring, idet feberen blev ved med at stige, så lægerne valgte at aflaste nyren for at undgå varige mén og for også at tjekke hvad det egentlig var, der havde hobet sig op derinde. Da jeg kom ind på urologisk afdeling om torsdagen, trak jeg gennemsnitsalderen gevaldigt ned på trods af mine 30 år, og alle havde katetre med diverse væsker hængende under morgenkåberne. Min største frygt lige dér var et kateter, men det blev altså virkelighed om lørdagen. I første omgang var det et ydre kateter, hvor jeg i lokal bedøvelse fik stukket en slange direkte ind i taljen og ind i nyren. For enden af slangen befandt sig en plastikpose, og så kunne jeg ellers gå rundt med mit eget tis i en pose. Udover at tanken i sig selv var ved at give mig panikangst det første døgn, så gjorde det så helvedes ondt, hver gang jeg bevægede mig. Men lægerne var glade, for det var “bare” urin der kom ud, og ikke betændelse eller andet utøj, og efter et døgns tid faldt feberen også lidt. Søndag aften fik jeg lov til at sove hjemme, og det var altså MED slange, pose med urin, kateter i taljen og hele pivtøjet. Men hold op hvor var det fantastisk at ligge i min egen seng med et barn i hver arm <3 <3 <3

Image-4
Hjemme….med slange, urinpose og hele pivtøjet, men det var hele værd!

Om mandagen blev det besluttet, at man ville fortsætte aflastningen af nyren i nogle uger, for de havde via en røntgenundersøgelse set, at urinlederen (som leder urin fra nyren til blæren) var intakt, men afklemt, og de mistænkte noget hævelse fra operationen (jeg var efterhånden kendt som hende med blindtarmen og babyen på afdelingen!) og derfor ville de gerne hjælpe nyren lidt endnu. Det ville heldigvis ikke blive med slange og urinpose (!), men derimod med et indvendigt kateter i form af en lille gummislange mellem nyre og blære. Til min store ærgelse, skulle dette anlægges i fuld narkose, så for anden gang på fjorten dage OG i mit liv, skulle jeg faste og lægges til at sove. Det skulle jeg godt nok lige sluge, men oplevelsen var en helt anden, især fordi det jo ikke var en operation. Så denne gang vågnede jeg med det samme og havde ikke smerter. Til gengæld havde jeg nu et fremmedlegeme i min krop, og en blære der skreg HVAD FANDEN FOREGÅR HER!?!?!?, for sådan en lille gummislange kan sgu godt genere et organ skal jeg hilse at sige. Den første dag gjorde det så ondt at jeg nærmest bad dem fjerne det igen, og jeg havde en blanding af konstant tissetrang og ingen fornemmelse af, hvornår jeg skulle tisse. Men jeg blev udskrevet om aftenen, og jeg undrede mig over ikke at skulle fortsætte antibiotika, men det var der ingen der mente jeg skulle. Så hjem med mig til den store modtagelse af familien, og selvom jeg var glad for at komme hjem, så var jeg udmattet, i smerter og langt fra afklaret, for nu havde jeg jo kateter.

Jeg nåede lige akkurat at være hjemme et halvt døgn, så havde jeg 38,8 i feber og røg tilbage på Riget tirsdag. Der blev jeg mødt af flere undrende sygeplejersker, som ikke kunne forstå at jeg ikke havde fået antibiotika med hjem….Det skulle jeg så havde intravenøst igen, men pga. feberen og nogle hænder der efterhånden var fyldt med stik efter nåle (og en stor operation der kom ind akut samtidig med at jeg kom) så endte jeg at sidde i 6 stive timer og glo på posen med medicin, som de ikke kunne få ind i mine skide blodårer. Til sidst kom overlægen og gav det et sidste forsøg, og han fik med nød og næppe stukket med succes, så jeg kunne få medicin. Og endnu en nat på Rigshospitalet. Dagen efter fik jeg lov  til at gå hjem imellem de tre intravenøse behandlinger kl. 06, 14 og 22.30, og selvom det var rart at være hjemme, så var jeg så udmattet og sløj den dag, at jeg den står lidt uskarpt i min hukommelse. Men jeg forsøget at være til stede med min familie, og om aftenen blev der endelig lagt et ordentligt drop af en anæstesilæge, da jeg var ved at få årebetændelse i den anden. Torsdag morgen blev jeg udskrevet med følgende besked: vi har ikke rigtig kunne finde nogen bakterier eller infektion, men du har fået en masse antibiotika, som måske har virket. Eller måske ikke. Og her får du lidt mere med hjem…..super!

Image-1
Sidste blodprøve inden udskrivning…med dejligt selskab men meget træt!

Nu har jeg snart været hjemme en uge, mine børn har vist nogenlunde tiltro til, at jeg ikke pludselig forsvinder igen, og min blære har indtil videre accepteret dette fremmedlegeme, så tilværelsen er nogenlunde udover konstant tissetrang og tanken om en slange i nyren. Jeg går i seng kl. 19.30 (på nær idag for Frida vil kun sove i vikle lige nu) og jeg kan efterhånden holde mig vågen en hel dag, være alene med mine børn, bære dem og spise normalt. Jeg har tabt omkring 5 kilo på lidt over en uge, og det var ikke lige noget, jeg havde specielt behov for, så der en del muskelmasse, der skal opbygges igen, og en del chokolade, der skal spises.

Udover alle de indgreb, undersøgelser, smerter og det generelle kontroltab ved at være patient, så har jeg været ekstremt påvirket psykisk. Ventetid, uvished, medicin i lange baner og smerter i tre uger har drænet mig rigtig meget, og da jeg endelig kom hjem kunne jeg fornemme det sorte hul, som var lige til at springe i. Men der var min helt fantastiske mand endnu en gang en kæmpe redning, for jeg kunne jo hurtigt mærke, at han havde ret i at det ikke rigtig nytter noget at bruge tid på at dvæle over, hvad der er sket. Jeg kan da godt synes, at det var lidt synd for mig, at jeg lige skulle igennem alt dette, og på sin vis kan jeg ikke se nogle positive ting ved det. Andet end at det (forhåbentlig!) er overstået nu, og at vi kom igennem det som familie, dels fordi vi står sammen i alt, men især fordi vi har et fantastisk netværk, som træder til i krisetider. Men den psykiske reaktion kommer først, når stormvejret har lagt sig, og dette gælder både mig selv og børnene. Louis kan sætte ord på, og vi har snakket meget om de følelser han har haft, men det er lidt mere kompliceret med Frida, som jo alligevel har alderen, hvor separationsangst og dårlig søvn florerer, så det er svært at mærke, hvad der er hvad. Min egen reaktion og mine egne tanker fylder også lidt, men jeg vil sige, at i det store hele er det der hjælper mest faktisk at vende tilbage til en så normal tilværelse som muligt. De sidste par dage har stået på legestue, legeplads, madpakker og efterårshygge som helt almindelig hjemmepassende mor til to. For nåh jo, vi havde nemlig lige meldt Louis ud af børnehaven dagen før jeg blev opereret, så de første par uger som rigtig hjemmebarn blev måske ikke helt som forventet….

Kristian lavede den klassiske den anden dag: “nåh, NU kan det da ikke blive værre!”…..

<3

Jeg ville altid gerne have det, som jeg har det lige nu….ish

Foråret har været lidt op ad bakke, synes jeg. På én måde har vi været totalt powerforældre, der har fået det hele til at spille med job, to børn, socialt liv osv., men inderst inde har det ikke været helt rosenrødt alligevel. Jeg har døjet med lidt smådepression, som jeg ikke rigtig har kunne tyde, og jeg har hele tiden været i tvivl om, hvor alvorligt det var. Kunne det mon ‘bare’ gå over med tiden, når der kommer lidt mere ro på, eller går det den forkerte vej? Jeg er altid lidt obs på tegnene, og endnu mere nu, hvor jeg føler et kæmpe ansvar (som godt kan føles som lidt af et åg på skuldrene) ved at være mor til to børn. Der er et pres indefra om at være ovenpå hele tiden.

Samtidig med, at jeg har delt meget ud af min erfaring som mor (kun på opfordring, naturligvis!) til veninder og bekendte, har jeg slet ikke følt mig i sync med mine egne valg. Lige meget hvor meget jeg gjorde, føltes det aldrig godt nok. Der var nok andre, der gjorde det bedre, var mere perfekte, havde en bedre plan osv. Det var i hvert fald tankerne i mit hoved. Og hver eneste gang, et af børnene ikke lige opførte sig som jeg syntes de burde, så bebrejdede jeg mig selv for ikke at være nok til stede, ikke at give dem struktur nok, at give dem for meget struktur, ikke at lave sund nok mad,you name it. Jeg kan sgu altid finde på noget, der ikke er godt nok. Lyder det lidt opslidende? Det er det også, og det fylder alt for meget. Medierne har haft fokus på såkaldte 12-tals piger, og i bund og grund er jeg desværre nok en af dem. Men dér, hvor det begynder at blive farligt er, hvis man tager den der 12-tals stræben med i alle aspekter i livet. For hvem er dommer, når der ikke sidder en censor fra gymnasiet eller universitetet? Og hvem sætter rammerne for, hvad der giver 12 i at være mor, og hvornår man kun har fået 7?

Den anden dag gik jeg på biblioteket uden at lede efter noget specielt. Men med et håb om at finde en eller anden lyst til at læse, for jeg savner min lyst til at læse, som jeg havde meget af i mange år. For en del år siden. Den gang jeg virkelig kunne fordybe mig i ting: læse bøger, løse kryds og tværs, spille klaver. I mange år har der været for meget larm i mit hoved til fordybelse, og det har faktisk også gjort det vanskeligt at studere, for selvom jeg læste noget, der interesserede mig, var fokus der aldrig 100%. Jeg fandt ikke rigtig nogle bøger (udover “Historien om tissemanden” til Louis – som i øvrigt er en pænt underlig børnebog) men jeg faldt over en bog på vej ud af døren, og den satte nogle tanker igang. Omkring at fokusere på de ting, der bringer glæde og ro. Om ikke at løbe i det evige hamsterhjul blot for at nå hen til et eller andet fastsat mål, som hele tiden flytter sig. Min konstante dårlige samvittighed og følelse af at blive bedømt af andre, selvom jeg er den eneste der dømmer mig selv, den er jeg træt af. Og jeg har egentlig bare lyst til at nyde livet uden at forsvare den lyst. Vi er i en så heldig situation, at vi IKKE behøver slide og slæbe for at få hverdagen til at hænge sammen, da vi ikke har sat os meget fast med dyr ejendom og afbetaling. På et tidspunkt var det noget, vi gjorde fordi vi ikke havde andet valg, men det er stille og roligt blevet et mere bevidst valg. At leve billigt, simpelt og så minimalistisk som muligt. Den store luksus for os er at kunne spise ude eller købe take away næsten så tit vi har lyst, for vi er bare skide dårlige til at lave madplaner. Og når vi stort set kun bruger penge på mad, så hænger det fint sammen for os. I perioder irriterer det mig at se på vores møbler, der på ingen måde er indkøbt så de passer sammen, og det er anstrengende at det roder, fordi vi er fire mennesker på rimelig lidt plads. Vi er rigtig meget sammen alle fire, og nogle gange føles det overvældende, men jeg holder stadig på, at jeg ikke tror på vi kommer til at fortryde, at vi var meget sammen med vores børn, når de bliver ældre.

Jeg har meget sjældent været ramt på fysikken; min krop har stort set altid fungeret godt. Meget lidt sygdom, normal vægt, almindelig kondition, forholdsvis højt energiniveau osv. Og så lige pludselig fik jeg lungebetændelse. Bagefter fik jeg lungebetændelse igen. Den første omgang slog mig rimelig meget ud, og der var ikke overskud til andet end at ligge i sengen og bruge så mange kræfter som muligt på at være mor. Resten af tiden var det bare irriterende, for jeg blev ved med kun at kunne køre på halv kraft. Indtil jeg accepterede det og besluttede at køre på halv kraft. Så længe som behovet var der. Kristian kom hjem fra turné til en lang sommerferie og gav den (og giver den stadig) fuld gas som verdens bedste far, og sideløbende er mine kræfter stille og roligt kommet tilbage. Med en lyst til at arbejde lidt mere med den der indre ro, som jeg tror er derinde. I perioder, hvor jeg er stresset eller har tendens til depression kan jeg fortabe mig ind i den virtuelle verden, hvor intet med sikkerhed er sandt, men alt med sikkerhed er pyntet. Og der kan man møde mange andre 12-tals piger, der også har fået børn, og som har travlt med at instagramme deres perfekte måde at være mor på. Det skal de på alle måder have lov til, men jeg har pludselig mærket hvor meget det påvirker mig. Og jeg har lidt mere lyst til bare at være mor på min egen måde i stedet for hele tiden at tænke over, om jeg burde gøre det på en anden måde. Det er lettere sagt end gjort, og jeg får tit at vide, at jeg jo hviler så meget i mine valg. Men det gør jeg overhovedet ikke. Jeg ville ønske jeg gjorde, for nogle gange er det svært at stå fast, og jeg har ikke altid lige fem evidensbaserede artikler at smække på bordet, når nogen spørger ind til baggrunden for at gøre som vi gør (her tænker jeg især på slyngebæring all the time, samsovning, friamning, BLW, meget hjemmetid og meget LIDT institutionstid) for selvom jeg HAR læst en del omkring ovenstående, så er det meste baseret på intuition. Jeg tror jeg trænger til at skrælle et par lag af, så intuitionen kan mærkes tydeligere, og mavefornemmelsen får lov at bestemme, for min mavefornemmelse plejer at være rimelig fornuftig.

Idag har været en meget afslappet og dejlig familiedag, og jeg har været glad og rolig hele dagen, og det er skønt. Jeg håber, at nu hvor jeg har lidt mere styr på tankerne, så kan der også komme lidt mere styr på humøret. Det har i hvert fald virket som om, noget var rigtigt!

Lige meget hvem du er og hvordan du gør, så er det hele sikkert godt nok! <3

Jeg hviler slet ikke så meget i mig selv, som du tror…

De sidste 4-5 måneder har for mig været meget fokuseret på at være mor til en baby for anden gang. Som andengangsmor har man noget erfaring, der for mig også har gjort, at jeg på forhånd har tænkt lidt mere over, hvordan jeg ville gøre. Med Louis var jeg ikke i stand til at tænke på, at der faktisk kom en baby efter graviditet, og det gjorde, at jeg prøvede mig rigtig meget frem. Desværre også lidt med at følge nogle forældede råd og ‘sådan gør man bare’-tanker; dog fandt jeg meget hurtigt ud af, at jeg trivedes bedst med at følge mit hjerte. Jeg gør en dyd ud af ikke at fortryde noget i livet (lige med undtagelsen af en virkelig spild-af-tid-jeg-interesserede-mig-aldrig-for-den-men-brugte-2-års-SU uddannelse i marketing), men alligevel kan jeg nogle gange godt ønske, at jeg kunne få de første uger med Louis tilbage. Så ville jeg have vidst langt mere om etablering af amning, og jeg ville fx have haft kropkontakt med ham 24/7, og ikke puttet ham i en vugge, fordi andre sagde, jeg burde gøre det. Fred være med det, han er verdens dejligste 3-årige, han trives og virker på mig som et pisse trygt barn. Den symbiose, som jeg mistede lidt med ham, da jeg var højgravid med Frida og enormt presset både psykisk og fysisk, den er kommet stille og roligt tilbage, især efter jeg er begyndt at have ham hjemme det meste af tiden. Jeg føler simpelthen, at jeg kan mærke hans behov og læse og rumme ham rigtig godt igen. Ikke at jeg skal være bleg for at indrømme, at jeg kan blive skide provokeret, når han kaster med ting (han har sådan et særligt kast, der nærmest kan betegnes som slyngning, og det er bare MAX irriterende!) eller blive anstrengt når han larmer el.lign., det er bestemt ikke en dans på roser alle døgnets timer.

Jeg havde gjort mig tanker om, at jeg ville friamme Frida til hun selv afvænner og bære hende så meget som muligt, for at give hende ubetinget kropskontakt. Selvsagt vidste vi også, at vi ville praktisere samsovning, indtil børnene eller vi selv trives bedre på anden vis; det vil sige sandsynligvis indtil de selv beder om at få deres eget soveværelse. Kristian påstår at kunne huske at ligge i tremmeseng ved siden af sin mor og far til han nærmest tryglede om at få sit eget værelse; og hvis der er nogen der er selvstændig og groundet, så er det ham – hvad enten det spiller ind eller ej, så er jeg i hvert fald ikke bekymret for, om mine børn får for meget nærhed.

Selvom det måske virker som om, jeg er fuldstændig sikker i min sag og at jeg aldrig betvivler de måder, jeg gør tingene på, så bliver jeg faktisk enormt usikker, særligt når jeg møder nogen, der har valgt anderledes. Jeg får tit tanker om, at jeg sikkert gør det helt forkert, og at jeg hellere må prøve dit og dat, som jeg har set andre gøre. Også ting der måske ikke helt går i tråd med mine ‘principper’. I den forbindelse har jeg fx efter at have mødt min nye mødregruppe anskaffet mig fx en slyngevugge, et legetæppe og et babysæde til Trip Trap stolen (alle brugt, selvfølgelig!). Slyngevuggen var lidt i desperation, da jeg følte mig ret stresset over at skulle putte to børn alene hver aften, og jeg havde en formodning om, at Frida da lige kunne ligge og hygge i den, imens jeg puttede Louis. Not so much*. Pludselig blev jeg i tvivl om, hvorvidt Frida slet ikke ville udvikle sig ordentligt, hvis hun ikke havde sådan et legetæppe med dimser og farver, der kunne sige klingklang og rasle. Hun virkede ikke synderligt begejstret, og jeg synes ikke det var så naturligt for mig at lægge hende der – hun virker langt mere interesseret og opmærksom, når hun sidder i viklen hos mig imens jeg lever mit barselsliv og hun ser med i øjenhøjde. Og hun kan snildt vende sig fra ryg til mave og holder hovedet fint, så det skete altså uden legetæppet, som er sat til salg igen. I øvrigt synes jeg det er ret grimt, og jeg har ikke råd til de pæne og voksenvenlige af slagsen ;-) Hmm..babysædet er jeg lidt i tvivl om stadigvæk. Vores lejlighed er lille, og der er ikke mange gode steder, hun lige kan ligge, hvis jeg er nødt til at lægge hende fra mig (hvilket jeg gør så lidt som muligt). Samtidig har hun som bekendt en vildbasse af en storebror, og nogle gange er det bare mere sikkert lige at spænde hende fast et sted, hvor hun er uden for rækkevidde. En enkelt gang er hun faldet i søvn i den ved siden af mig, imens jeg spiste aftensmad. Jeg er bare stadig ikke vild med at lægge hende der, for den har jo de samme ulemper som en traditionel højstol, idet ryggen er passiv og hun i det hele taget ikke rigtig kan bevæge sig. Derfor opholder hun sig kun meget kortvarigt i den, og kun hvis jeg lige skal noget hvor jeg skal have hænderne fri og det er mere sikkert ikke at holde hende (fx tage noget varmt ud af ovnen eller…kan ikke komme på andet ;-) ) Under alle omstændigheder kan hun sandsynligvis sidde selv indenfor et par måneder, og i mellemtiden står stolen her til enkelte situationer, hvor den måtte være brugbar, inden den kommer til salg igen. Til gengæld har jeg fået en ny ringslynge af min mand, og den gør det meget nemmere lige at få baby op og ned, hvilket er et super alternativ til viklen, som tager lidt længere tid at binde og stramme ordentligt til.

Det er blevet lettere for mig at svare på de spørgsmål, jeg får omkring babybæring: ‘bruger du ikke barnevogn?’ – ‘sover hun alle lure på dig?’ – ‘kan hun godt sove lange lure der?’, osv. På et tidspunkt følte jeg, at jeg lidt skulle forsvare det; jeg tog altid spørgsmålene som angreb eller kritik. Måske glemte jeg, at folk sikkert bare spurgte af interesse eller nysgerrighed, og som titlen på indlægget afslører, så har det nok også spillet ind, at jeg ikke nødvendigvis altid hviler totalt i de valg jeg tager. For så vidt det kan lade sig gøre forsøger jeg at stå fast på, at valget skal fungere nu og her. Blandt andet derfor har jeg heller ikke endnu sat slyngevuggen til salg igen. Lige nu er den ikke relevant, men jeg afviser ikke, at det kunne være et rart sted at sove lur (for Frida!) senere hen, når hun og jeg er mere klar til mindre kropskontakt. Men hvis jeg skal være ærlig så tror jeg det ikke… Under alle omstændigheder så er et godt og rigtigt svar jo altid, at det fungerer for os. Det giver både grunden til, hvorfor man gør som man gør, og samtidig undgår man at komme til at virke som om, man synes andre skal gøre det på samme måde; for de skal naturligvis blot gøre som de synes fungerer.

Så sent som igår tænkte jeg igen, om jeg mon burde prøve at gå en tur med Frida i barnevognen, for måske ville hun så sove en længere lur. Men det føles ikke naturligt for mig, og det kræver altså sin kvinde at holde fast på, at ens baby er som hun skal være, selvom der ikke er noget der hedder 3-timers lure. Hun er jo som førnævnt fuldstændig med på udviklingen, og hun sover som en drøm om natten, hvilket hun har gjort siden fødslen. Ydermere græder hun meget sjældent, og jeg synes at alt den tæthed jeg har med hende gør det langt nemmere at mærke hendes behov og opfylde dem uden tøven. Jeg har vist nævnt tidligere, at hun føles som en del af mig, og nogle gange næsten som om, hun stadig er i min mave – nu er hun bare uden på og har åbne øjne. Nine months in – Nine months out er et begreb, jeg flere gange er faldet over. Mon ikke det passer meget godt, at omkring de 9 måneder, vil de fleste raske børn nok prøve at søge lidt væk fra mor og far, da de måske har lært at kravle og ønsker at udforske verden? Ofte den hårde periode med separationsangst, for de vil bare gerne det hele men også have mor og far inden for rækkevidde.

Det blev egentlig længere end først tiltænkt, og nu er der et eller to børn der siger lyde, så jeg må hellere trække mig. Tak fordi du læste med ;-)

PS. Der er naturligvis en masse evidens der tyder på, at børn har rigtig godt af at være meget tæt på deres nærmeste omsorgspersoner uden nogen form for træning af adskillelse; at det er godt og naturligt at lade dem selv afvænne sig fra brystet i et langsomt tempo, at deres motorik og hjerne bliver stimuleret på meget passende og givende vis ved at blive båret i slynge, at de græder langt mindre når de bliver båret og sover sammen med deres mor med fri adgang til brystet, at mødre der samsover med deres baby sover langt bedre under amninger osv. Prøv selv at google lidt og gå gerne uden om Helen Lyng Hansen hvis muligt ;-)

 

*Jeg er meget kraftigt imod søvntræning af nogen art, og jeg vil aldrig i lade mine børn græde uden at de er i min favn. Heller ikke bare brokke sig lidt, og Frida brokker sig altså, når hun bliver lagt i den hængekøje, og der er ikke plads til mig dernede. Til gengæld har de to krapyler lige i øjeblikket fået nogenlunde samme puttetidspunkt, hvilket vil sige at jeg pt. kan putte dem begge til natten cirka 19.30, og så sover de jo tæt sammen, imens jeg har lidt aften. Win-win, håber det bliver ved!

 

Jeg har fundet mig selv, men glemt mit hoved under armen…

I øjeblikket befinder jeg mit tit i situationer, hvor jeg ikke kan gøre andet end at glo ud i luften. Når jeg har ammet Frida i søvn, og Louis er faldet i søvn på den anden side af mig, og jeg ikke ligger i en position, hvor jeg selv kan sove. Og jeg heller ikke kan rejse mig af frygt for, at de vågner. Og min hånd er ved at være groet fast på min telefon og jeg har læst de samme opslag på Facebook 100 gange. Jeg kom under ovenstående seance idag til at tænke lidt tilbage på tidligere perioder af mit liv. Der er egentlig mange ting jeg har glemt og fortrængt, herunder især følelser omkring forskellige situationer; men en følelse, der altid lidt har fulgt mig er at jeg ikke helt kunne finde min plads. Der har altid været kærlige, stærke og trygge individer i min familie, men måske har jeg ofte tænkt at det gjaldt om at finde lige præcis dén rigtige vej og så følge den. Men jeg har bare flere gange opdaget, at vejen tit ændrer retning eller deler sig, så man igen skal vælge eller beslutte. For snart 17 år siden flyttede jeg til USA sammen med dem, der dengang udgjorde min ‘nærmeste’ familie. Jeg kan huske, at det føltes som om, vi tog fra lufthavnen hen til bilforhandleren, for man kan som bekendt ikke komme nogen steder uden en bil derovre. Beslutningen om at vi skulle flytte var udelukkende min mors, og jeg var på intet tidspunkt glad for det. Heldigvis havde jeg min elskede søster med, men hun var mindre og måske lidt mere spændt på eventyret. Mine tanker omkring det idag er, at jeg var utryg (blandt andet pga. den daværende familiekonstellation, som ikke er der mere), splittet og usikker. Splittelsen har hjemsøgt mig lidt i perioder; jeg har enormt svært ved at acceptere, når jeg gerne vil være to steder på een gang. Ligesom at savn har været en voldsomt overvældende følelse for mig – selv sådan noget som hvis Kristian lige skulle være væk et par dage – måske fordi jeg i den periode oplevede savn henover meget store afstande. I de følgende år savnede jeg bare altid nogen; når jeg var i USA savnede jeg familie og venner derhjemme, og da jeg selv flyttede tilbage til Danmark to år efter, savnede jeg konstant min mor og min søster…

Det er sjovt, som sådan nogle afgrænsede og overståede perioder af livet lagrer sig som oplevelser med dertilhørende følelser, hvadenten de er friske i hukommelsen eller fortrængt.

På mange måder føler jeg, at jeg nu har en plads i mit eget liv, som er helt rigtig. Der har været meget styrkende og helende for mig i at blive mor. Heldigvis har det medfølgende ansvar givet mig den største motivation til at finde de bedste sider frem af mig selv, og det har givet mit et drive og en lyst til livet, som jeg elsker. Med tiden synes jeg det har udviklet sig på en rigtig gode måde, idet især mit selvværd er blevet langt bedre af at være nogens mor. Selvværdet giver styrke, og især hvis selvtilliden bliver udfordret, når noget er svært, så hjælper det jo på alle måder, hvis ens grundfølelse er, at man er noget værd. I hverdagen bliver jeg tit overvældet af hvor hårdt det er at have små børn, og hvor meget det fylder. Det er jo cirka 23,5 time af døgnets timer, der bliver brugt på at prøve sig frem med, hvordan fanden man skal gebærde sig som forælder, og hver dag lærer man noget nyt. For tiden øver jeg mig i at nyde det, for selvom et par minutter nogle gange kan føles som evigheder, så er tiden sådan overordnet set fløjet afsted, og lige om lidt bliver Louis 3 år! Jeg kan virkelig ikke forstå, hvor meget den dreng har givet mig i løbet af sit korte liv; han har simpelthen lært mig så ekstremt mange ting og jeg har oplevet følelser så intense, som jeg aldrig har oplevet før – både de postitive og de svære. Det der med at se verden igennem en person, der bare vil lære ALT der læres kan, dét er guld værd <3

Helt lavpraktisk så er det jo bare fuldtidsarbejde at være mor (eller far), og at man har mange bolde i luften er vist nærmest en underdrivelse. Der skal tit ikke så meget til, at det hele ramler for mig, og igen er det en evig øvelse i tålmodighed, overblik og tag-tingene-som-de-kommer-mentalitet. Men det, der starter som ammehjerne bliver altså bare ved, når man hele tiden er på for sådan to små øgler. Her til aften blev jeg ringet op af et hemmeligt nummer ved 18-tiden. Telefonsamtalen var cirka sådan her:

“Hej, det er xxx fra Københavns Politi det er ikke noget alvorligt” (med vilje at det er uden komma, for hun sagde det lige præcis ud i én køre)

Mig: “!?!?!?!?!?!?” (Kristian var ikke hjemme, og selvom hun talte videre og allerede havde nævnt min bil, som holdt parkeret udenfor, så nåede der jo cirka at gå 1 million tanker igennem mit hoved omkring, hvad der var sket med mine børns far)

“Du er ejer af en VW Polo, der holder på Tåsinge Plads, ikke sandt? Der er en borger der har ringet ind og sagt, at nøglen sidder i døren. I øvrigt ringer vi aldrig, hvis det er rigtig alvorligt.”

Det var som sagt lørdag aften kl. 18, og sidst jeg brugte bilen, var da jeg kom hjem fra Louis’ børnehave igår, fredag kl. 15. Så ved man, at man bor i et roligt kvarter. Jeg måtte pakke min nøgne baby ind i et trøje og lade min 3-årige blive i lejligheden, imens jeg løb ud og hentede nøglen. Politidamen sagde, at det selvfølgelig sker, men ofte så kører en eller anden bare med ens bil. Det var lige før puttetid af to stk trætte børn, og jeg var bare så høj på adrenalin, at jeg gik rundt om mig selv i en form for choktilstand. Heldigvis gik det hurtigt over, nøglen er på plads, og to stk trætte børn sover. Jeg skal vist til at huske min morgenkaffe…

I kategorien “andre tanker” er jeg bare rigtig træt af bloggens navn. Det er trods alt mere sigende end det gamle, men jeg synes ikke rigtig, det er mig. Måske skulle den bare hedde det, jeg hedder, for det er jo i bund og grund det, den er. Mig, mine inderste tanker og mit liv. Jeg har hermed to ting, jeg vil forsøge at implementere fra nu af: mere tid med bare fødder og en make-over af en art af bloggen.

God lørdag til dig, og tak fordi du læste med <3

There’s a first for everything…

Dette blev dagen (aftenen), hvor mine to børn for første gang blev puttet inden min sengetid. Den ældste har selvfølgelig haft tidlig(ere) sengetid i noget tid, men i dag nærmede de sig næsten at være sengeklar samtidig. Og grunden nu 4 1/2 måneds natamning, hvor jeg altid ligger ned (om natten), er jeg faktisk frisk nok her kl. 21 om aftenen. Men jeg skal da love for, at jeg blev rastløs, da jeg pludselig var vågen, frisk og med to sovende børn i hjemmet. Hvad fanden skal man så lave? Jeg gider ikke sætte en serie på, for jeg hader at blive forstyrret (hvis baby vågner), jeg var ikke sulten (jeg bruger ellers de fleste friminutter på en dag på at æde), og jeg kunne af gode grunde (alene hjemme) ikke gå en tur. Så guess what: 50 air squats, 10 push ups og 2 minutters mavetræning BAM lige der på stuegulvet. And I’m not even kidding. Det blev den rationelt bedste beslutning fordi 1) det krævede ingen forberedelse (andet end en smule mobilitetstræning som opvarmning) 2) det larmede ikke 3) HVIS jeg var blevet forstyrret af et barn, så havde jeg bare sluppet for resten! Jeg blev lidt inspireret af vores samtale til mødregruppe idag om, at ens numse den bare bliver flad af at få børn. Graviditet og de dertilhørende forandringer i kroppen, siddende og liggende amninger i døgndrift og andre mindre glamourøse ting ved at være mor. Man er nok ofte fokuseret på at den der mave bare skal blive flad igen, og det gør det jo sjovt nok ret ofte fordi der (surprise) ikke ligger 3 kilo baby og 1 kilo moderkage derinde længere, men numsen bliver bare tit ligeså flad. Jeg glæder mig til at vågne imorgen med en helt fast numse efter aftenens enorme indsats ;-)

Det kunne da godt blive et meget godt aftenritual, i øvrigt. Mon ikke der ville komme noget godt ud af det på et tidspunkt?

Kristian sagde idag, at han synes jeg skulle skrive et blogindlæg om, hvor meget Louis er begyndt at lege selv herhjemme efter han er kommet ned på 1-2 dage om ugen i børnehaven. Han craver vores opmærksomhed langt mindre til daglig, og han engagerer sig selv og sine legesager (og vores møbler, køkkenredskaber, sko, dyner osv – se fx min Instagram @marielouisejuul for et eksempel fra idag!) rigtig meget i længere lege. Det er nok også alderen, der har noget at sige, og vi bliver bestemt også involveret i større eller mindre grad, men der er en markant ændring i hans adfærd herhjemme. Det krævede en tilvænningsperiode, for i starten tror jeg sgu han var lidt forvirret over at skulle i børnehave den ene dag og så pludselig være hjemme de fem efterfølgende. Men der er kommet en ro over det lige nu, og generelt synes jeg, at han er ret harmonisk – så harmonisk man nu kan være, når man er næsten 3 år. På en måde indgår han bare mere i vores dagligdagsrutiner; når vi er hjemme laver vi hver vores, når vi tager ud laver vi ofte noget mere børnerelateret – legeplads, legeaftaler, cykelture osv.

Udover hjemmetræningen, som nok var første gang i denne barselsperiode, så skal vi også noget andet for første gang imorgen, nemlig til påskefest med vores nye legegruppe for børn i Louis’ alder. Med nogen, vi har mødt et par gange, og nogen vi ikke har mødt før. Jeg ser det som meget positivt for mine sociale evner med al det her hjemmepasningshalløj, for jeg har virkelig været nødt til at opsøge lidt mere voksenkontakt, da mit netværk i forvejen ikke har bestået af mange, der kan ses i dagtimerne til hverdag. Og jeg har typisk været den der forælder, der bare ikke gider tale med andre på en legeplads, spørg mig ikke hvorfor. Mit behov for socialisering er måske ikke til den høje side, men jeg er blevet bedre (og har fået mere lyst) til lige at veksle et par ord med dem jeg møder – man snakker jo alligevel altid om ungerne, og hvis der er NOGET jeg kan snakke om, så er det mine børn (sorry til jer der ikke gider høre om dem, helt i orden med mig!). Fx mødte vi en sød lille pige og hendes mor i Fælledparken i sidste uge, og vi vekslede et par ord, imens vores børn gyngede sammen. Senere på ugen viste det sig, at vi bor i samme gård og havde en del værdier omkring småbørn tilfælles – en hyggelig og uformel måde at udvide netværket på, og det er jo kun skønt med legekammerater i gården!

Der er lige akkurat 1 minut til kl. 21.30, og det er det gyldne tidspunkt for mig; hvis jeg går i seng der (nu) så er jeg udhvilet imorgen – hele dagen. Bliver det meget senere, så kan jeg som oftest stadig sagtens stå op, men så er batteriet bare fladt kl. 16.30, og det er for det meste dér, hvor børnene har ekstra meget brug for en solid forælder. Fx idag, hvor Kristian heldigvis var hjemme imellem understudyprøver og forestilling, da begge børn havde brug for tæt kontakt. Frida var bare træt og sover altid på en af os, og da Louis så hende blive puttet hos far, så ville han også op, så jeg måtte lave aftensmad (læs: tage tomatsuppe ud af fryseren) med 13 kilo knap 3-årig på maven. Det var ikke et kønt syn, men det var hyggeligt.

Nu tør jeg ikke trække den længere – tak fordi du læste med <3 Har du en kommentar eller bare en virtuel high five, så smid den gerne nedenfor :)

Status på hjemmepasning (vol.1 )

Okay, 22% på min batterislugende computer og Frida, der lige har beføjet sig i stride strømme på naturens vegne og “plejer” (det er der jo ikke noget der hedder når man er baby) at komme i seng for 20 min siden.- men jeg når lige et lille skriv alligevel. Min sengetid er også ved at skubbe sig en smule fra at hedde sammen med børnene kl. 19 til at nærme sig det normale for et A-menneske, kl. 22. Indtil videre er det mest geniale at gå i seng samtidig med baby, for så får jeg også lige så meget søvn som baby. Og thank God for samsovning og liggende amning, jeg siger det bare. Jeg har vendt uret væk fra mit ansigt, så jeg holder på ingen måde status over, hvor ofte eller hvor mange gange Frida spiser om natten. Jeg vågner faktisk stort set udhvilet hver morgen, og heldigvis kan jeg sove videre, når hun bliver ammet. Der er tit nogen der spørger, om det ikke er hårdt for ryggen at bære mine børn (mest den lille) så meget i viklen. Men jeg får nu langt mere ondt i ryggen af at amme om natten og ligge på siden med brystet fremskudt til den lille sugemalle, end at bære, så længe det er ergonomisk korrekt.

Nåh, men min tanke var egentlig lige en lille status, her hvor Louis nu snart har været “deltids”hjemmepasset i to måneder. Han har været i børnehave 1-3 dage om ugen, som oftest 2 dage, men på det sidste også 1 dag på en uge. I starten skulle jeg virkelig lige indfinde mig i den her rolle, som nogle i familien måske mere så som en 50’er agtig hjemmegående hausfrau, men det var egentlig ikke min tanke. Selvfølgelig er det mest naturligt, at jeg gør en større del af husholdningen herhjemme, når nu Kristian arbejder og tjener penge, så jeg kan fise den af (not!) med børnene. Men da jeg var studerende,  mor, gravid og med 2-3 studiejobs, der lavede jeg også den største del af husholdningen, så på en måde er det ikke fordi, der er frigivet meget tid på den konto nu. Samtidig havde jeg nok selv nogle forventninger til mig selv, om at jeg bare død og pine skulle klare det her uden brok. For jeg har jo selv valgt det – som nævnt så støtter min mand mig i mit valg, men det er ikke hans valg at have børnene hjemme. Dette har også givet anledning til et par ophedede diskussioner, men jeg synes lige så stille, vi er ved at komme ud på “den anden side” – haha, som om der er noget der hedder det før børnene er flyttet hjemmefra!!! Under alle omstændigheder har vi haft et par luftrensende samtaler på det sidste, og det er egentlig gået meget godt derefter.

Umiddelbart nyder jeg de dage, hvor Louis er hjemme, allermest. Når han skal i børnehave, så skal vi ud af døren på et bestemt tidspunkt, vi skal køre i bil, hvilket jeg (og Frida!) hader, vi skal have en masse ting med frem og tilbage, og Louis er bare træt når jeg henter ham. Men han får nogle gode ting derude, og jeg vil stadig gerne holde tilknytningen, for han går som jeg tidligere har nævnt ikke i en helt normal børnehave <3

På hjemmedagene der kan vi tulle langsomt om morgenen, spise morgenmad et par gange (typisk først Louis og jeg alene, dernæst far og Louis og nogle gange os alle til sidst) og hvile os når vi er trætte. Louis craver mig langt mindre end før, og dermed leger han fx meget mere selv, når vi er hjemme. Når han ikke leger selv, så deltager han meget i det, jeg foretager mig: vasketøj, madlavning, oprydning, babypleje af Frida osv. Vi kan være sammen med de familiemedlemmer, der har tid, vi kan (nu endelig!) nyde det gode vejr, og vi har god tid til at købe ind, når der ikke er lang kø i Netto. Og så oplever vi bare alt sammen. Jeg ved hvad Louis taler om, når han snakker, jeg ved hvad han har set og hørt i løbet af en dag, hvem han har mødt og leget med osv. En masse små gode oplevelser, som jeg aldrig ville have været foruden. I øvrigt er hans og Fridas forhold også i rivende udvikling pt. Han har opdaget, at han kan få hende til at grine, og det bliver der virkelig brugt tid på. Jeg glæder mig allerede vildt meget, til hun bliver større og de kan få endnu mere ud af hinanden. Den anden dag mødte vi en sød pige på 14 mdr på legepladsen, og hun og Louis hyggede sig bare så godt, hvilket fik mig til at tænke på, når de en dag kan lege sammen.

8% and counting…

Jeg har på det sidste mødt en masse nye mennesker i forbindelse med at være hjemmepassende; forældre med alskens forskellige konstellationer, men de fleste nogen, der er lidt mere sammen med deres børn, end samfundet lægger op til. Jeg er blevet inspireret, bekymret, i tvivl, glad og alt muligt andet. Men mest af alt har jeg fundet ud af, at mine valg skal bygge på hvad der virker for MIG (os) og ikke hvad andre synes er rigtigt. Der er bare så ekstremt mange varianter af en livsstil, og nogle af de meget principfaste typer kan godt gøre mig lidt usikker, for jeg har ikke et mærkat, jeg sådan lige kan sætte på, hvordan vi lever vores liv. Vi tager mange bevidste valg, men lige så mange modstridende, omveje, genveje, blindgyder og andet. For nylig deltog vi i et specialeinterview omkring bæredygtig livsstil, hvilket jo er noget af en gråzone eller i hvert fald et vidt begreb. Det gav os enormt mange gode ting at have den samtale, hvor vi fik talt lidt om, hvordan vores liv har ændret sig de sidste 3-5 år; hovedsageligt i forbindelse med at få børn. Det var sjovt og tankevækkende, og faktisk følte jeg mig lidt sej, da vi sådan fik sat ord på, hvem vi er og hvordan vi identificerer os som forældre.

Nu har jeg simpelthen en nøgen baby, der ligger og falder i søvn på sofaen, så jeg må hellere skynde mig at proppe hende ing i sengen til hendes storebror. Godnat <3

Nyt fra den anden side af Lyngbyvejen*

Jeg gik og tænkte på, at det da uden tvivl måtte være den længste pause fra bloggen hidtil. Men jeg kan se på statistikken, at det “kun” er en lille måned siden jeg sidst skrev, måske føles det bare som om, tiden går lidt langsomt i øjeblikket ;-)

Det bliver ikke til den store tid til koncentrationskrævende projekter, når jeg er en del alene med to børn og samtidig über A-menneske. Til hverdag skriver jeg nogle gange lige en note, hvis jeg får en tanke, jeg godt vil skrive om, men listen er noget længere end blogindlæg på det sidste. For tre uger siden startede jeg på en uddannelse til frivillig online ammevejleder, så de fritimer, jeg har haft, har været brugt på studering. Rigtig spændende, for øvrigt!

image1
Noter om ideer til blogindlæg :-)

I mellemtiden er Frida blevet 4 måneder (!), og jeg er faldet over en teori, som giver meget mening for mig, og som faktisk har fået mig til at føle, at jeg ikke er helt splitterravende sindssyg, selvom jeg ofte gør tingene lidt anderledes, end de andre jeg kender med børn. Jeg vil godt indrømme, at jeg aldrig rigtig har syntes det var sjovt at lege med Louis. Bevares, det kan godt være hyggeligt at bygge et Duplohus eller lege teselskab, men jeg vil bare langt hellere ud og opleve verden sammen med ham – tage på stranden, i skoven eller bare gå en tur på gaden og snakke. Til gengæld har jeg altid elsket at være sammen med ham, ligesom jeg nu også elsker at være sammen med Frida. Helst hele tiden og helst helt tæt på mig dag og nat. Blandt andet derfor fungerer det rigtig godt for os at sove sammen hele familien, og Frida tilbringer stort set hele dagen i slyngen på min mave (og lidt på min ryg nu). Jeg stødte på The Continuum Concept (på dansk Kontinuum-begrebet) for nylig, og er blevet ret interesseret i at læse mere om dette studie af stammesamfund i Sydamerika, hvor børns opvækst er meget anderledes end i den moderne vestlige verden. Herunder fx at de er i konstant fysisk kontakt med deres nærmeste omsorgspersoner, indtil de begynder at kravle og sidenhen gå, og dermed af natur vil begynde at søge lidt væk for stille og roligt at udforske verden på egen hånd. Jeg har altid følt mig lidt mærkelig, da vi ikke har haft lejligheden fyldt med materielle ting, der kunne ‘lette’ livet med en baby: vugger, legetæpper, skråstole, aktivitetscentre osv. Og til tider har jeg da også bekymret mig om, hvorvidt min baby bliver stimuleret på den ‘rigtige’ måde, men jeg må bare sande, at det fungerer for nogen, men ikke for mig. Men det fungerer for mig, at min baby deltager aktivt (eller sovende!) i alt hvad jeg foretager mig, i øjenhøjde og med samme perspektiv som mig. På den måde oplever hun verden gennem mig, kan aflæse mit ansigt hele tiden, og hun har samtidig mulighed for at vende ansigtet indad, hvis hun bliver træt/overstimuleret mv. En anden brugbar del af Kontinuum-begrebet er relevant med de lidt større børn som Louis, hvor der er en tendens til at man er ‘over’ sine børn hele tiden. Passer på dem, styrer deres leg, blander sig og holder dem i centrum konstant. Det har jeg også gjort, men jeg synes ikke det er en afslappet og naturlig måde at være sammen med ham på; ikke altid i hvert fald. Jeg oplever faktisk, at vi har en langt mere harmonisk hverdag, hvis jeg ligesom passer ‘mit’ og han passer sit. Vi laver selvfølgelig noget, vi begge har lyst til hver dag; tager på legeplads, tur, mødes med legekammerater, besøger familie osv., men det er gået lidt op for mig, at jeg måske ikke behøver kæmpe for at stimulere ham hele tiden, og nogle gange bliver han bare mere og mere needy, jo mere jeg er på ham. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg havde flere timer hver dag til at studere alt det, jeg støder på af interessante ting, hvilket kun er blevet flere efter jeg er blevet mor for anden gang og er trådt ind i den her hjemmepasser-verden, hvor der bare findes rigtig mange familier, der har gjort sig spændende overvejelser. Men jeg vil selvfølgelig helst bruge det meste af min tid på familien, så jeg når så meget, jeg kan.

IMG_0233
En rolig dag i Fælledparken <3

Vi er stille og roligt ved at kunne trække vejret og ånde lettet op herhjemme efter den obligatoriske hårde periode af Kristians arbejde: premiereopløb. De sidste 2-3 uger er altid fyldt med prøveskemaer, der på ingen måde harmonerer med familielivet (udover at man ikke skal tidligt op, men hvad hjælper det, når ældste afkom vågner kl. 06 hver morgen!). Det er altid her, vores forhold virkelig skal stå stærkt, men sjældent der, det gør det desværre, fordi vi begge er pressede. Til gengæld synes jeg, at vi er blevet meget bedre til at håndtere det, og vi bærer langt mindre nag, end vi gjorde før. Vi er blevet bedre til at sige det berømte ‘pyt’ og skyde skylden på stress og træthed, og til at huske på, at lige om lidt bliver det meget bedre, for når først en premiere er overstået, følger der for det meste en mere rolig tid, hvor vi kan få far lidt hjem igen. I forlængelse af dette vil jeg nævne, at Frida allerede har haft sin første teateroplevelse, idet jeg tog hende med til dagen før den første forpremiere på Spamalot, hvor Kristian medvirker. Det gik godt, men det var lidt hårdere end forventet, da jeg måtte stå op og vugge og amme hende hele showet for at hun kunne holde til det. Der var dog hele tiden musik, så jeg kunne vugge i takt med danserne på scenen ;-) Jeg havde ydermere glemt vand og svedte som en hest, så jeg følte mig helt tømmermændsagtig dagen efter, og det føltes faktisk lidt som at have haft en vild aften i byen!

IMG_0239
Frida og jeg til Spamalot i Tivoli. Jeg ser lidt mere stram ud i betrækket end jeg ville, men det var sgu alligevel lidt hårdt at gå til musical med en baby på 4 mdr! Det er også super dårlig kvalitet, men….pics or it didn’t happen ;-)

Jeg har vist alligevel rundet flere af emnerne fra mine noter, når det kommer til stykket. Ofte bliver det kun til et lille opslag på Instagram, det går lidt hurtigere og er lidt nemmere, for jeg kan godt lide at sidde ordentligt med computeren, når jeg skriver. I lang tid har jeg gået i seng omkring kl. 20 (senest…!), men Frida sover faktisk (7-9-13) rigtig godt om natten, og jeg ligger ned og ammer i halvsøvne, så nu tør jeg godt være lidt længere oppe uden at være bange for ikke at kunne hænge sammen næste dag.

* I december flyttede vi fra Emdrup til den lidt mere indre del af Østerbro – kort afstand til rigtig mange dejlige steder og ting!

Kunsten at bruge penge

I forlængelse af mit indlæg om at spare penge som børnefamilie (som i øvrigt nærmede sig en rekord i læsertal – jeg har jo sagt, at min fortid som marketingstuderende gør, at jeg ved at sex og penge sælger)….ok, det blev for lang en parentes, så jeg starter lige igen. I forlængelse af mit indlæg om at spare penge som børnefamilie tænkte jeg, at jeg også lige ville dele the dark side af vores økonomi. Vi er nemlig både gode til at spare penge, men vi er også gode til at bruge dem, og nogle gange på en dum måde. Fx sådan noget med at glemme, at man bliver sulten og tørstig, når man tager ud på tur på legeplads eller lignende, og så er man nødt til at købe noget mad. Generelt tror jeg, at de fleste af de penge, vi ikke får sparet, de går til mad. Hvis jeg ikke lige orker at lave mad en dag, så kan vi godt være slemme til at bestille noget lækkert. Det var nok mest et issue, inden vi havde børn og da Louis var helt lille, hvor man nemt lige kunne smutte ud på tur og spise take away. Nu hvor vi har to børn, og den ene af dem har en sengetid, og vi tilmed bor et sted, hvor man ikke kan få en parkeringsplads efter kl. 17, så er vi mere tilbøjelige til at blive hjemme. Og mine smagsløg har ikke været udsat for gourmet de sidste par år, så jeg kan sagtens glæde mig over en portion havregrød eller bananpandekager til aftensmad, så længe der kommer noget i skrutten. Af samme årsag sørger jeg for altid at have æg og havregryn i køkkenet, for så ved jeg, at Louis i hvert fald får noget at spise. Jeg har aldrig været god til at fylde køleskabet, og især det sidste halvandet år, hvor vi har skåret det meste kød fra, så er det faktisk ofte fordi, jeg ikke ved hvad jeg skal købe. Pålæg er jeg ikke super god til, men jeg har prøvet at købe lidt af det gode på det sidste. Til gengæld får jeg altid købt spandevis af frugt og grønt, fordi jeg craver det hele tiden. Det gør Louis også, og heldigvis reagerer hans mave ikke på meget frugt, men det gør hans blodsukker, så der skal jo også noget andet indenbords en gang imellem.

En anden pengesluger, nok mest for min bedre halvdels vedkommende, er de søde små kaffebiler i Fælledparken. Hver lørdag formiddag triller de ind på alle legepladserne, så de stakkels Østerbroforældre kan få stillet koffeintrangen, imens deres afkom hopper på trampolinerne. Det kan være rigtig hyggeligt, men sidst jeg var derovre, fik jeg faktisk lidt kvalme af hele situationen. Jeg tror jeg trænger til nogle andre steder end legepladser, for det er ikke altid det, der giver mest kreativitet. De dage, hvor jeg har haft Louis hjemme, har vi typisk gået nogle lange ture, og jeg synes det kan være ret interessant bare at følge oplevelserne igennem ham – alle steder kan faktisk være spændende for sådan en størrelse, og nogle gange også mere spændende en den lidt låste legeplads med rutsjebane og gynge.

Ovenstående klassificeres nok ikke som decideret dumme penge at bruge, for vi køber for det meste fornuftig take away og god kaffe. Jeg er indehaver af rekorden over allermest dumme penge herhjemme: mobiltelefonskærmudskiftning (er det et ord?) – hele tre gange inden for det sidste år har jeg tabt min gamle Samsung Alpha telefon, og den er lavet af det mest åndssvage materiale, som ikke alene smadrer i tusind stykker, men heller ikke kan bruges derefter, ligesom en iPhone. Da det skete for anden gang, og jeg havde fået den lavet, besluttede jeg at det blev de sidste penge jeg smed efter den telefon. Jeg kan næsten ikke få mig selv til at sige, hvad det kostede mig at få den lavet. Ej, det kan jeg faktisk ikke. Så tredje gang ville skæbnen, at jeg sagde farvel til den telefon, og accepterede min fummelfingerhed. Næste telefon blev så den billigste iPhone (SE) med panserglas på forsiden og bagcover på, og det har allerede vist sig at være en god ide et par gange. Jeg ved ikke hvad problemet er, jeg har aldrig været den klodsede type, men jeg har endnu ikke formået at finde en telefon, der ligger godt i mine hænder. Så nu er den sikret i hoved og røv, hvis man kan kalde det dét.

Bottom line (get the joke når vi taler økonomi ;-D) – vi kunne godt leve meget mere tight og skrabet og måske sætte en smule til side hver måned. Men vi har hele tiden været enige om, at når vi nu står i den situation, hvor vi har råd til vores udgifter uden at knokle som sindssyge, så må vi også gerne hygge os lidt en gang imellem, og heldigvis er vi enige om, at hygge ofte er lig med lækker mad!

Lige en sidste ting, som hører under kategorien “hvordan jeg sparer penge”. Jeg har altid syntes, at de der Milestone Cards, som man køber udelukkende for at lægge billeder på de sociale medier med en tekst, der fortæller hvad ens baby har gjort, eller hvor gammel den er, var virkelig åndssvage. Ja, de ser da meget søde ud, men hvem fanden har fundet på at skrive motoriske milepæle og aldre ind på kort og sælge dem som dyre designervarer? Eller egentlig er det jo ret genialt, men hvem fanden køber dem!!?!? Folk der har for mange penge. Man kunne jo bare skrive den pågældende handling med sine egne kragetæer og forevige afkommet- er det ikke det samme? Det kan du tjekke på min Instagramprofil @marielouisejuul netop nu ;-)

 

Fussy baby!

Det er underligt med graviditet. I hvert fald i min oplevelse er det de længste 9 måneder, hvor hver eneste dag er lang men tiden overordnet flyver afsted. Især er de sidste par uger langtrukne, og jeg nåede her anden gang til det punkt, hvor jeg accepterede, at jeg ville være gravid for evigt. Selvom jeg fødte to dage før termin! For mit vedkommende har det jo været to hurtige fødsler (du kan læse om den første her og den anden her) og så er man bare pludselig ikke gravid mere. Det er lidt pudsigt det der, man er jo gravid (eller fødende) under hele fødslen, men i samme sekund, at babys krop er ude, så er man ikke gravid længere. Kroppen føles anderledes, man er ikke besværet og tung på samme måde, og så er der jo en BABY!

Jeg har haft en helt fantastisk oplevelse af at blive mor for anden gang. Fra første sekund jeg så Frida, der vidste jeg jo, hvordan ‘man’ gør. Og jeg havde også gjort mig nogle tanker om, hvordan jeg ville gøre, og fx var jeg ikke i tvivl om, at ubegrænset fysisk kontakt og friamning var det helt rigtige. Det er jeg stadig ikke, og hvad enten det er et tilfælde eller ej, så er Frida godt nok verdens nemmeste baby på snart tre måneder (!). Jeg er helt klar over, at alt er en fase med børn – også de ‘gode’ tider, så jeg nyder blot nætterne og egentlig også dagene. Hun sover længe om morgenen, så jeg lige kan nå lidt kvalitetstid med Louis, og nætterne er rolige med et par amninger, som jeg dårligt registrerer, fordi vi sover sammen, så jeg mærker allerede hendes første tegn, og dermed vågner hverken hun eller jeg sådan rigtigt op. Om dagen er hun meget i viklen hos mig, og hun falder i søvn når hun er træt og er egentlig rimelig glad, når hun er vågen. Måske lige med undtagelse af, når hun skal være i autostolen, når vi kører ud efter Louis, men hvem gider egentlig også ligge fastspændt i en autostol?

Men der er ét tidspunkt på dagen, hvor det er en udfordring. Om aftenen, fra sådan cirka lige der hvor Louis skal puttes og indtil vi går i seng, der er hun bare fussy! Hun er urolig, klynkende, brokkende, overtræt, råbende, larmende og hvad ved jeg. Bare en helt anden baby end resten af døgnet, sådan lidt en sur dame. Og det værste er, at hun bare ikke vil have bryst. For jeg var godt klar over det her fussy baby syndrom, og dengang Louis blev ammet kunne jeg næsten altid stikke ham et bryst, hvis jeg trængte til ro. Men sådan er Frida ikke, i hvert fald ikke endnu. Hun sutter gladeligt, når hun er sulten, men ellers så afviser hun klart og tydeligt, og til dem der måtte tro andet, så kan man faktisk ikke tvangsamme – der skal to til tango!

Belejligt nok så er det tidspunkt, hvor Frida er fussy bare IKKE mit højdepunkt på døgnet. Jeg fungerer super om morgenen og om dagen, men når det bliver kl. 19, så er jeg bare DONE. Færdig med at kunne stå på mine ben, færdig med at være en rummende og favnende mor, og jeg synes generelt at alle mennesker er irriterende.Måske har jeg ikke mestret at sprede min energi nok ud på døgnet, men uanset om jeg styrter rundt hele dagen eller tager en slapper i sofaen, så er det bare ikke prime time for mig. Og det er nok dér, hvor ens børn har mest brug for at man er tålmodig og rolig. Kristian kommer typisk ind ad døren på lidt af et adrenalinkick efter at have hoppet rundt i sko med jernplader under sammen med blomsten af Danmarks komikere inde i Tivoli, men så går der heller ikke længe, før han falder ned. Med et brag. Sådan cirka på det tidspunkt, hvor Louis bliver overtræt og får lyst til at endevende alle kasser med legetøj og hoppe i alle senge og sofaer.

Jeg har droppet den der ugidelige Vidunderlige Uger, for selvfølgelig er der tigerspring osv., men det fungerer lidt bedre for mig, når jeg ikke stiller ure eller forventninger op for mine børn, men det viser sig alligevel idag, hvor jeg smugkiggede, at Frida åbenbart er midt i et spring. Og de sidste aftener har da også været ekstra fussy, så måske er der noget om det. Under alle omstændigheder er det bare et anstrengende fænomen og især grunden til, at der ikke er noget voksentid herhjemme i øjeblikket. Der er bare ikke rigtig noget tidspunkt, hvor begge børn er pacificerede, men sådan skal det jo være. Alt er en fase :-)