ADVARSEL: billeder af sygt barn med meget hævet øje forekommer….
I efteråret blev jeg ramt af, hvad jeg efterhånden har accepteret var sort uheld i form af blindtarmsbetændelse og en efterfølgende lidt underlig nyrekomplikation. Det tog ret mange kræfter fra hele familien, ikke mindst logistisk pga. flere indlæggelser. Når man (jeg) står i sådan en situation, kan det være svært at se lyset forude, men med tiden kom vi jo alle ovenpå igen. Der kom dog en ordentlig omgang influenza lige efter jul, som (heldigvis) kun ramte de voksne på matriklen – til gengæld på præcis samme tid. Alle med små børn ved, at det sgu er lidt op ad bakke, når begge forældre er syge på samme tid. Heldigvis havde vi nået at planlægge en rejse til de varme lande lige efter nytår, og det gjorde altså godt med sol og varme i starten af januar. Efterfølgende studiestart for mit vedkommende, Louis’ start i en dejlig børnehave og Frida og far på barsel lagde jo grundlaget for en ret rar hverdag. Så rar, at vi dristede os til at planlægge 14 dage, hvor vi vidste, at vi ville være lidt pressede, da Kristian jo som freelance nogle gange må tage jobs, der ikke lige passer perfekt ind i vores rytme. Men vi følte os rimelig klar til, at han kunne tage til Horsens de første par uger af marts, og jeg havde indrettet med mig med min mor og mormor til at hjælpe med Frida, som jo stadig bliver passet hjemme, så jeg kunne komme i skole. Eneste udfordring: min mormor, som er 81, har det med at blive ramt af sygdom, så der måtte bare krydses fingre. Jeg havde slet ikke tænkt tanken, at vi andre kunne blive syge – måske lidt mærkeligt efter alt det, vi har været igennem.
Ikke desto mindre var børnene selvfølgelig snottede i hvad der føltes som hele februar, og Louis nåede også en slem omgang mellemørebetændelse, som dog kun gav symptomer et døgns tid, heldigvis. Frida derimod blev ved med at være snottet og mere snottet, og så fik Kristian og jeg halsbetændelse. Ja, sådan en rigtig halsbetændelse, hvor man skal have penicillin, lige weekenden op til, at han skulle afsted. Første dag, Frida skulle passes af oldemor havde hun pludselig blærer på hænder og fødder, og da min mormor ikke skal udsættes for børnesygdomme, måtte vi allerede sadle om fra starten. Det endte med at blive en omsadling, der varede hele den første uge, da hun fik mere og mere udslæt, mere feber og mere snot. To gange var jeg inde og vende på børnemodtagelsen, hver gang med mistanke om alt muligt men ingenting kunne påvises (andet end irriterende mange vira på samme tid).
Kristian kom endelig hjem fredag aften efter første uge i Horsens, og lørdag morgen vågnede Frida med kun ét funktionelt øje. Det andet var simpelthen gemt væk af en voldsom hævelse. Det kom på få timer, og jeg fik et chok og kunne næsten ikke se på hende, da jeg tændte lyset. Hun var naturligvis også ret ked af det og klynkende. “Heldigvis” havde vi været inde på børnemodtagelsen aftenen før, så vi kunne ringe udenom 1813 og komme afsted til Rigshospitalet (som vi er meget glade for at høre til, ikke mindst pga. afstanden) med det samme. Med ugens adskillelse i mente tog vi afsted hele familien, og Louis havde en fest, for der er heldigvis plads til familien og masser af legetøj på afdelingen. Vi tænkte egentlig, at hun havde øjenbetændelse, omend vi nok inderst inde godt kunne tænke os til, at det ikke lignede en normal øjenbetændelse. Og Frida blev mere og mere stille, varm og var slet ikke sig selv.
I løbet af ret få timer fik det hele pludselig en mere alvorlig karakter, og før vi vidste af det stod vi med vores datter på 16 måneder, der skulle i fuld narkose, da lægerne ville CT-skanne hendes hoved. Min reaktion i sådan et tilfælde er (åbenbart) at tage meget let på det hele, og i forsøget på at holde hovedet koldt og ikke gå i panik, blev jeg nok mere lidt fjollet. Kristian havde vist en del flere katastrofetanker, både pga. Frida og også fordi han vidste, at han skulle tilbage til Horsens dagen efter. I det øjeblik, jeg bar Frida ind til narkoselægerne, var jeg faktisk taknemmelig for mit eget sygdomsforløb, hvor jeg var i fuld narkose to gange. Jeg havde en ide om, hvordan det føltes, og det var rart. Men det var meget surrealistisk at sidde med hende og deres helt systematiske måde at tage hende fra mig og følge mig ud af stuen lige inden, hun blev helt slap. Derefter fulgte der nogle timer, hvor vi dalrede rundt på Rigshospitalet og ikke rigtig vidste, hvor vores datter var. Louis var guld værd i de timer, for selvom han jo godt kunne forstå, at Frida var syg, så hyggede han sig max med legetøj, film og is og begge sine forældre. Så han holdt humøret højt og gjorde ventetiden mere tålelig. Vi fik en delmelding efter 45 minutter som var, at de havde konstateret det, de frygtede: bihulebetændelse, som var kravlet ind i øjenhulen, og da det potentielt kunne skade hendes syn, havde de allerede ringet overlægen ind for at operere. Samtidig var en øjenlæge fra Glostrup kommet for at kigge med, og da der heldigvis ikke skete noget mere akut lige i de timer, klarede de både CT-skanning, øjenundersøgelse og operation i én og samme narkose. Alt i alt 3,5 time, så blev vi ringet ned til opvågningen.
Endnu en surrealistisk oplevelse at komme ned på den stille opvågningsstue, hvor vores lille bitte datter lå med overvågning og en lille, fin strøm af blod ud af næseboret. Hun sov helt fredeligt, og der var en meget rolig og mild sygeplejerske, som faktisk fik skabt en ret fin stemning. Først var Frida på en måde lidt fremmed, og det passede mig egentlig fint, at vi ikke måtte røre hende, før hun vågnede af sig selv. Jeg ved af erfaring, at hvis man vågner lidt for tidligt af narkosen, så har man det bare slet ikke godt! Første gang jeg prøvede det, vågnede jeg pludseligt og uden ordentlig smertedækning efter blindtarmsoperationen. Det var en af de mest skræmmende oplevelser, jeg har haft, og jeg var først ved mine fulde fem mange timer senere. Anden gang, 14 dage efter, vågnede jeg helt normalt og var klar i hovedet med det samme; det var dog også blot efter en mindre procedure, hvor ingen havde skåret i mig!
Da Frida endelig rørte lidt på sig, fik vi omgående lov til at tage hende op, og som en helt naturlig ting, lagde jeg hende med det samme til brystet. Det var lidt som at amme en helt nyfødt, hun var ikke rigtig vågen og havde ikke helt kræfter til at sutte, men stille og roligt skete der noget. Desværre havde hun ondt og måtte have lidt morfin; på dette tidspunkt var jeg helt ligeglad med, hvad de allerede havde proppet i min datter, og hvad der skulle proppes i hende efterfølgende, så længe hun blev rask og ikke skulle have ondt. Få dage forinden var jeg stadig på det niveau, hvor jeg nøje overvejede så meget som en panodil, men det fik hun altså fast det næste døgns tid.
Efter i alt et par timer, hvor der havde været vagtskifte i familien (Kristian havde taget Louis hjem for at putte ham, og min mor var blevet sammen med Frida og mig), fik vi lov til at gå op på vores stue igen. Frida sov og ammede, og ved 22-tiden om aftenen var hun en smule vågen og kiggede på lidt billeder, imens hun sad hos sin mormor. Men hele natten og næste formiddag var hun stadig sløv og slet ikke sig selv, og øjet var stadig lukket til. I løbet af søndag fik vi styr på diverse logistik, som simpelthen fylder så meget, når man har børn og de bliver syge. Måske fylder det så lige en tand mere, når ens mand arbejder som freelancer, hvor kontrakterne ikke lige indeholder en klausul omkring syge børn og løn. Vi diskuterede alle muligheder frem og tilbage, og fik lagt en plan som vi selv følte var den bedste under omstændighederne. Det endte med, at Louis sov én nat hos sin mormor og bedstefar, blev hentet to gange i børnehaven af sin farmor og farfar og ellers tilbragte så meget tid på hospitalet med Frida og mig som muligt. Kristian udskød køreturen til Horsens med et halvt døgn, og Frida begyndte heldigvis at komme sig ret hurtigt i løbet af mandagen. Mandag morgen vågnede hun, og hendes øje tittede forsigtigt frem igennem hævelsen. Det var virkelig et dejligt øjeblik, og der gik ikke mange timer, før hun sad ude i kantinen og underholdt personalet under maden.
Tirsdag formiddag blev Frida udskrevet; hun var sig selv igen, hævelsen var stort set væk og min chokreaktion havde lagt sig og var nok gået lidt mere i retningen af nedtrykthed over hele situationen. Det var også mærkeligt tomt at komme hjem, jeg havde jo haft sygeplejersker, læger og familien omkring mig i dagene på hospitalet, og da Kristian stadig var væk nogle dage, havde jeg ikke så meget lyst til at være alene. Jeg begyndte også igen at tænke lidt på studiet, som jeg havde været væk fra i over en uge, og i perioder blev jeg ramt af katastrofetanker omkring det. Men her nogle uger efter føler jeg mig nogenlunde med igen, og Frida virker ikke umiddelbart til at have nogle større psykiske mén af oplevelserne. Hun bliver måske lidt mere sur end normalt, når hun lige skal noget hun ikke gider (på potten, skiftet ble, børstet tænder, få tøj på osv.) men det kan meget vel være noget, der bare hører med til alderen eller udviklingsspring.
Lige nu er en ret tiltrængt påskeferie begyndt; den holdes af tre ud af fire medlemmer af husstanden. Igen er det ‘smarte’ ved freelancejobs, at de nogle gange kan lægges der, hvor den anden voksne har fri, så det går mindst muligt udover børnene. Men jeg indrømmer gerne, at det kan være lidt trægt til tider med sådan en hel uge, hvor jeg er alene med dem fra tidlig morgen til midnat. Selvom jeg ikke er alene i den forstand, at vi heldigvis har en masse dejlige familiemedlemmer, der gladeligt hjælper og besøger os, så er det stadig mig der er den primære, og hvis jeg lige har lyst til at lave noget en times tid, skal der planlægges babysitting osv. Idag var den første rigtige feriedag, og det slog mig her til eftermiddag, at jeg faktisk har nydt at være sammen med børnene og især at de har været rolige og ‘nemme’. Måske er det bare det med, at ingen af os er syge lige nu (!) og når man har været igennem alle de mere og mindre alvorlige forløb, så er det pludselig lettere at få dagen til at gå, når man er frisk og rask. Vi må se, om vi kommer igennem hele påskeferien uden sygdom, jeg har besluttet mig for at forsøge at favne de vira og baktusser, der måtte ramme os, for det gør jo ikke en mindre syg, hvis man også bliver deprimeret over det. Og vi har da efterhånden overkommet lidt af hvert….
Jeg håber, at I alle er ved at komme igennem denne umådeligt våde og bakterievenlige vinter med dertilhørende influenzaer og omgangssyger <3 Lad os håbe, at det snart går den anden vej!
Marie-Louise Juul 